23948sdkhjf

Frugt og grønt kvæles i forkert emballage

Et nyt projekt sætter fokus på bedre indpakning af frugt og grønt.
Et stort, fireårigt projekt med udvikling af ny pakketeknologi skal være med til at sikre en bedre kvalitet af frisk frugt og grønt. Det skal ske ved at tilpasse pakningen til produktet i forhold til distributionssystemet, altså i forhold til den temperatur og tidshorisont, som produktet udsættes for.

Der er mange partnere i projektet, der har et samlet omfang på 27 mio. kroner. Partnerne er blandt andet Teknologisk Institut, Aarhus Universitet, GartneriRådgivningen samt en lang række virksomheder, der producerer grønsager og frugt, emballager, pakkemaskiner samt måleudstyr.

Emballagen har stor betydning for produktets tilstand, selv én til to dage efter pakning. Målinger af luftsammensætningen i pakkerne taler sit tydelige sprog: Iltindholdet er ofte
meget lavt eller i nogle tilfælde lig nul. Det betyder, at produktet er kvalt eller lige ved at blive det. Forrådnelsen er gået i gang, og det skaber en fæl lugt. Når forbrugerne køber disse produkter, er der altså risiko for en dårlig oplevelse, også selv om de køber varen, inden datoen udløber.

Problemet er især udtalt for snitgrønt og klargjorte produkter, babyleaves, ærter i bælg, broccoli, champignon og gourmetprodukter med særlig høje kvalitetskrav.

Råvaren bestemmer emballagen
Men problemet kan løses. Ifølge forskerne fra Institut for Fødevarekvalitet under Aarhus Universitet i Årslev på Fyn, handler det om viden og om at kende sit produkt. Med den rette emballage til hvert produkt og med korrekt opbevaring under distributionen er det muligt at levere topkvalitet af snittede grønsager til forbrugerne.

Råvaren har stor betydning for valg af pakkemateriale. Nogle høstes umodne og ’ånder’ derfor meget. Det gælder for eksempel grønne ærter, sukkermajs, babysalat og broccoli. Andre høstes, når de er fuldmodne, for eksempel tomater og gulerødder.

Forsøg med gulerødder har vist, at respirationshastigheden fordobles, når gulerødderne vaskes, og at den øges endnu mere, når de skrælles og snittes. Derfor er det meget vigtigt, at produktet tilpasses emballagen, så råvaren kan ånde, og gæring undgås. Det kræver, at emballagen er gennemtrængelig for ilt, men ikke mere gennemtrængelig end nødvendigt, for ellers sker der blot en udtørring af produktet.


Kilde: FRUGT & GRØNT

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095