23948sdkhjf

Kartoffelpartnerskabet erklærer krig mod pasta og ris

Ny kampagne for kartofler skal give boost til branchen.
Hver gang kartoffelavlerne i Danmark sælger 1 kg kartofler, taber de 50 øre.

Forbruget af kartofler er faldet med 9 pct. i perioden 2006-2009 ifølge analysevirksomheden GfK’s forbrugspanel, bestående af 2000 danske husstande. Set over en længere årrække er der tale om et markant knæk.

Derfor arbejder Kartoffelpartnerskabet, der består af bl.a. Fødevarestyrelsen, institutioner, organisationer og producenter, med en større kampagne, som skal have danskerne til at spise 5-10 kg kartofler mere om året, oplyser Birger Jensen, formand for Dansk Kartoffel Producentforening til Børsen. Dermed er der erklæret krig mod pasta og ris.

Kartoflen er sund for os og miljøet
Kartoflen skal glide lettere ned ved at oplyse om, at de indeholder færre kalorier end ris og pasta, og at knolden bidrager med flere vigtige vitaminer og mineraler, især B- og C-vitaminer, jern og kalium.

På LIFE-fakultetet ved Københavns Universitet er Lotte Holm, professor i fødevaresociologi, ikke i tvivl om, at Kartoffelpartnerskabet med den rette information og vejledning vil få danskerne til at spise flere kartofler.

- Vi kan se på vores undersøgelser af danskernes måltider, som vi deler ind i lav-, mellem- og højstatus, at kartoflen kan kobles til måltider af særlig høj status, siger Lotte Holm til Børsen og forklarer, at der ved konfirmationer og andre højtidelige danske fester serveres kartofler frem for pasta og ris.

- Hvis man sørger for at differentiere kartoflen i kvalitet og sorter og samtidigt oplyser om, hvilke der bruges bedst til de forskellige retter, f.eks. kartoffelmos, vil det fremme et større forbrug, siger Lotte Holm, der også tror, at kartoffelsalget kan drage nytte af produktionsforholdenes afsmitning på miljøet.

Kartoffelpartnerskabet fastslår da også, at kartoffelproduktionen udleder langt mindre CO2 end ris og pasta.

Kilde: Børsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078