23948sdkhjf

Nyt dankortgebyr kan koste job i butikker

De Samvirkende Købmænd (DSK) mener, fødevarebutikker med mange dankortbetalinger rammes urimeligt hårdt af nye gebyrer. Det betyder højere varepriser og måske afskedigelser.
Ifølge købmændene koster det et supermarked i gennemsnitsstørrelse mellem 19.000 kroner og 72.000 kroner om året at være tilsluttet dankortsystemet. Og merudgifterne er urimelige, siger John Wagner, der er administrerende direktør i DSK til Fyens Stiftstidende.

- Det vil helt sikkert medføre prisforhøjelser og måske også afskedigelser i vores butikker, siger han.

Han betegner det som en gåde, at Forbrugerrådet udtaler sig positivt om den nye aftale, som regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale har indgået med leverandøren af betalingssystemer PBS.

- Forhøjelsen af butikkernes omkostninger ved dankort-systemet må i det hele taget på ny rejse spørgsmålet, om det er rimeligt, at kunder, der betaler kontant, indirekte skal betale for andre kunders kortforbrug, siger John Wagner til Fyens Stiftstidende.

Der findes 81.837 butikker med dankort, og flere end 90 procent af disse har under 20.000 årlige transaktioner. DSK's medlemmer har næsten uden undtagelse flere end 20.000 transaktioner. De fleste nærbutikker har typisk 35.000 - 90.000 transaktioner, og et større supermarked har ofte mere end 150.000 årlige transaktioner.

Kilde: Fyens Stiftstidende

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087