23948sdkhjf

Internethandel vinder fortsat frem

Udbyder af betalingsløsninger på nettet, Dibs, fastslår på baggrund af en ny undersøgelse, at e-handlen i Norden vokser med uformindsket styrke.
I december måned 2009 voksede antallet af internettransaktioner i Norden med 25 % i forhold til året før, og både forretningsdrivende og forbrugere ser optimistisk på udviklingen inden for e-handel.

Ovenstående er blandt konklusionerne i en ny rapport fra virksomheden Dibs A/S, der betjener flere end 10.000 forretningsdrivende i Norden med betalingsløsninger. Rapporten viser, at hele 93 % af de nordiske e-butikker forventer, at e-handlen opretholder sit nuværende niveau eller øges de kommende 12 måneder.

E-butikkernes optimisme deles af forbrugerne
Omkring 80 procent af de nordiske e-handlende tror på, at de vil nethandle lige så meget eller mere, og blot 10 procent forventer at mindske deres køb over nettet de næste 12 måneder. Den samlede årlige nordiske e-handel estimeres til ca. 17,2 milliarder Euro.

37 procent af hele den nordiske e-handel udgøres af flybilletter, hoteller og lignende varegrupper, der sælges sammen med rejser. Elektronik til hjemmet står for 20 procent, og tøj for 10 procent. Oplevelser gennem medier og underholdningstjenester står for ni procent af e-handlen.

Rapporten viser også, at de kategorier vi i Norden fremover vil handle mere af på nettet, er tøj (80 procent), dernæst skønhedsprodukter (74 procent) og pc’er (69 procent).

Salgskanaler smelter sammen
E-handlens fremdrift skyldes ikke udelukkende de rendyrkede e-butikker, idet den også fungerer som et supplement for de fysiske forretninger, der ønsker at nå ud til nye kunder. Over halvdelen af e-butikkerne peger i undersøgelsen på, at e-handlen udgør mindre end 25 procent af deres totale omsætning. Kun en fjerdedel af de nordiske e-butikker oplyser, at de henter 75 procent eller mere fra omsætningen på internettet.

DIBS vurderer, at mange virksomheder sælger on- og offline samtidigt, og den generelle tendens er, at de to salgskanaler smelter mere og mere sammen. Det er fx almindeligt, at e-butikkerne tilbyder afhentning i den fysiske butik, hvilket mindsker forsendelsesomkostningerne og giver mulighed for mersalg.

Kvinder og mænd shopper lige meget
92 procent af kvinderne i Norden handler på nettet, hvilket svarer til mændenes andel (93 procent). I de fleste varekategorier står mænd og kvinder for omtrent den samme andel af e-handlen. Det er dog mændene, der i overvejende grad står for indkøb af elektronik til hjemmet, mens kvinderne dominerer, når det gælder tøj, skønhedsprodukter og indretningsartikler købt over nettet.

Der er stor forskel på, hvordan e-forbrugerne foretrækker at betale i de forskellige lande.

I Danmark foretrækker hele 84 procent at betale med kort, hvilket skyldes Dankortets unikke position på markedet. Dankortet alene står for 68 procent. I Norge foretrækker 59 procent af de e-handlende at betale med kort. Det skal sammenlignes med Finland, hvor kun 15 procent foretrækker at betale med kort. Her er bankoverførsler og fakturabetaling de mest populære betalingsformer (64 procent). Dette er også gældende i Sverige, hvor mere end 50 procent fortrækker bankoverførsler og fakturabetaling.

DIBS e-handelsindex analyserer den nordiske e-handel på tværs af en række brancher. Seneste udgave af DIBS e-handelsindex bygger på interviews med 4.000 internetbrugere i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Desuden analyserer rapporten data indsamlet fra 717 e-butikker i Danmark, Sverige og Norge.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125