23948sdkhjf

Glem ikke værdien af den rigtige emballage

Lidt over 50 pct. af danskerne vedkender sig, at emballagen i en eller anden grad har betydning for deres valg af fødevarer. Den rette emballage kan give fødevarevirksomheder et forspring i forhold til konkurrenterne.
Klumme af chefkonsulent og teamleder Klaus Jørgensen, Landbrug & Fødevarer

Der forbruges årligt tonsvis af emballager, og fødevareemballagerne fylder meget i statistikken. Årligt smider hver dansker omkring 53 kg. fødevareemballager i skraldespanden. Hovedparten af emballagen bruges og kasseres i husholdningen, men både dagligvarebutikkerne og fødevareindustrien bidrager også til de mange kilo emballage. Der er naturlige årsager til, at der bruges meget emballage i fødevareproduktionen. Mad og drikke er organiske varer, hvor emballagen er helt afgørende for varens friskhed, holdbarhed og dermed kvalitet. Konsistensen af fødevarer stiller også store krav til emballeringen.

Emballage kan sælge produkter
De fysiske mængder af emballage er målbare, men det er i virkeligheden ikke det mest interessante. Det er egenskaberne ved emballagen, som er interessante. Blandt andet hvor mange ressourcer der er brugt til produktion af den, og hvor let nedbrydelig emballagen er. Forbrugerne mener, at ansvaret for mængderne af emballager skal fordeles nogenlunde ligeligt mellem dem selv, fødevare- og emballageproducenterne.

Men hvorfor er det ellers vigtigt at have fokus på emballage – fordi det handler om salg (mersalg), miljø, fødevaresikkerhed og kvalitet. Alle vigtige parametre for succes. Den rigtige emballage kan give produkterne det sidste og differentiere sig fra de andre på hylderne.

Ubevidst påvirket af emballagen
I Landbrug & Fødevarer har vi fået gennemført en analyse blandt forbrugerne, som viser, at lidt over 50 pct. af danskerne vedkender sig, at emballagen i en eller anden grad har betydning for deres valg af fødevarer. Dertil kommer alle dem, som ubevidst er påvirket af emballagen i indkøbssituationen.

Det interessante er også, at fremtidens forbrugere – altså de unge – i langt højere grad peger på, at emballagen har betydning for deres valg af fødevarer. Blandt de unge er det 60 pct., som er påvirket af emballagen. Produkterne skal i fremtiden være af meget høj kvalitet, men indpakningen vil i stigende grad have indflydelse på produktvalget. Men det er selvfølgelig vigtigt, at der er harmoni mellem indhold og indpakning.

Miljø vigtigt for kvinder
Men hvad er det for egenskaber, som forbrugerne gerne vil have? 35 pct. af de danske forbrugere værdsætter emballage, der er miljø- og klimavenlig, mens 33 pct. peger på funktionelle egenskaber som vigtige. Flest mænd sætter pris på funktionaliteten, mens topscoren ved kvinderne er emballage, der er miljø- og klimavenlig, hvor hele 41 pct. peger på det. Det er her væsentligt at se forskellene mellem mænd og kvinder, da kvinderne i langt højere grad er indkøbsansvarlig i de danske hjem end mændene.

Der er også en store andel af de danske forbrugere, som værdsætter emballage, der sikrer kvaliteten af fødevaren. Lavest scorer emballagens udseende og design samt emballagens signalværdi. I forhold til signalværdi er det dog interessant at iagttage en forholdsvis stor forskel på mænd og kvinders svar, da kun otte pct. af de adspurgte kvinder værdsætter den egenskab mod 18 pct. af mændene.

Produktudvikling er vigtigt
De unge peger i langt højere grad end ældre på udseende, design og signalværdi, som noget de værdsætter ved fødevareemballagerne.

I fremtiden handler emballering ikke kun om indpakning af en varer, men emballagen skal kunne langt mere. Satsning på øget forskning og produktudvikling af emballager kan sikre gode resultater. Der er næppe tvivl om, at forskningen kan bidrage med materialebesparende emballeringer, der gavner miljøet, og sikrer fødevaresikkerheden samtidig med, at friskheden bevares og holdbarheden sikres. Den rette emballage kan give fødevarevirksomheder et forspring i forhold til konkurrenterne.

Kilde: Chefkonsulent og teamleder Klaus Jørgensen, Landbrug og Fødevarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078