23948sdkhjf

Formandsvalg i Royal Greenland skaber uro

Valget af en ny dansk bestyrelsesformand i den grønlandske fiskerikoncern kritiseres af fagforbundet SIK's formand.
Formanden for det grønlandske fagforbund SIK, Jess G. Berthelsen, stiller sig kritisk over for valget af den danske erhvervsleder Niels de Coninck-Smith som ny bestyrelsesformand for fiskerikoncernen Royal Greenland.

Berthelsen er forundret over, at det ny landsstyre, Naalakkersuisut, har peget på en bestyrelsesformand, der ikke kan grønlandsk, skriver avisen Sermitsiaq.

- Og hvad ved den kommende formand i det hele taget om grønlandske spørgsmål, spørger Jess G. Berthelsen i kølvandet på formandsskiftet i Grønlands største virksomhed.

Fra medicin til fisk
Niels de Coninck-Smith, der er tidligere koncernchef for medicinalvirksomheden Ferrosan, blev torsdag på Royal Greenlands generalforsamling valgt som ny bestyrelsesformand. Han sidder i forvejen i flere selskabsbestyrelser. Det skriver epn.dk.

Og det er noget af en post, Niels de Coninck-Smith overtager efter grønlandske Peter Grønvold Samuelsen, som ifølge Sermitsiaq har siddet som formand for den selvstyreejede koncern i de seneste tre år.

Fortsat tillid til ledelsen
I en pressemeddelelse lægger Naalakkersuisuts formand, Kuupik Kleist, ikke fingrene imellem, men landsstyret giver på den anden side også Royal Greenlands ledelse en chance for at løse problemerne.

- Trods det dårligste årsregnskab i selskabets historie med et underskud på 196 millioner kroner pr. 30. september 2009, har Naalakkersuisut fortsat tillid til Royal Greenlands ledelse. Ledelsen skal have arbejdsro til at rette skuden op, hedder det i meddelelsen.

Økonomi i positiv udvikling
Den seneste tids resultater tyder ifølge på, at den negative udvikling er vendt, og at der er begyndende tegn på, at koncernens økonomi er inde i en positiv udvikling, omend den er hjulpet på vej af en kapitalindsprøjtning og et lån på i alt en halv milliard kroner.

- Naalakkersuisut understreger, at tiden ikke er inde til at indlede en hastig privatiseringsproces for Royal Greenland. Selskabets økonomi skal styrkes og værdierne sikres, hedder det videre.

På generalforsamlingen sagde Kuupik Kleist, at Naalakkersuisut i det kommende år vil følge udviklingen nøje, herunder at selskabet lever op til de opstillede mål. Det skriver epn.dk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062