Bestyrelsesformand Arne Kartin Olsen oplyser til JydskeVestkysten, at selskabet Fiskeeksporten Aurora Esbjerg A/S er gået i betalingsstandsning.
Virksomheden har eksisteret siden 1903 og producerer fersk laks og fileter og på røgeriet i Haderslev, produceres der røget- og gravad-produkter.
De to beslægtede selskaber, J.G. Trading 2003 og Nova Salmon, som er stiftet i maj sidste år, blev erklæret konkurs ved Skifteretten i Esbjerg onsdag.
Det får konsekvenser for i alt 89 lønmodtagere og 14 funktionærer fordelt på produktionslokaliteter i Esbjerg og Haderslev.
I højsæsonen har virksomheden dog været oppe på at have omkring 200 medarbejdere, og det ligger fast, at røgeriet i Haderslev lukker ned.
Der er en del udlændinge ansat i Aurora, de fleste er fra Polen.
Det var kammeradvokaten, der begærede de to selskaber J.G. Trading 2003 og Nova Salmon konkurs.
I følge bestyrelsesformand Arne K. Olsen har Skat omkring otte mio. kr. til gode i manglende afregning af skat og moms.
Yderligere oplyser han, at der foreligger kreditorkrav for i alt 33 mio. kr.
I følge bestyrelsesformanden er selskabet, der omsætter i størrelsesordenen 300 mio. kr. årligt, kommet i vanskeligheder, fordi det har lånt penge til de to konkursramte selskaber, skriver JydskeVestkysten.