23948sdkhjf

Slagtilbud kommer under Forbrugerombudsmandens lup

Nye regler slår hårdt ned på vildledende prismarkedsføring. Stikprøvekontroller af de erhvervsdrivende er på vej.
Med nye retningslinjer for prismarkedsføring i hånden kan Forbrugerombudsmanden fra 1. marts 2010 konsekvent håndhæve regler om forretningers brug af før- og nu-priser.

Samtidig er der stikprøvekontroller af de erhvervsdrivende på vej.

Nye retningslinjer for prismarkedsføring
I den kommende tid vil Forbrugerombudsmanden sætte ind på flere fronter for at komme problemer med reklamernes vildledende prisudsagn til livs.

Med opbakning fra både erhvervslivet og forbrugerrepræsentanter har Forbrugerombudsmanden fået forhandlet et sæt retningslinjer hjem, som opstiller klare regler for forretningernes brug af udsagn om besparelser, rabatter, chokpris mv.

Retningslinjerne trådte i kraft den 1. marts 2010.

De nye retningslinjer for prismarkedsføring indeholder bl.a. regler om:

• erhvervsdrivendes sammenligning med egne normalpriser,
• markedsføring af slagtilbud,
• sammenligning med andre erhvervsdrivendes priser samt
• regler om øvrig markedsføring, der relaterer sig til en vares eller tjenesteydelses pris.

Overtrædelser kan give bøde
Forbrugerombudsmanden lægger stor vægt på, at retningslinjerne efterleves af de erhvervsdrivende i praksis.

Derfor iværksætter han i løbet af året en håndhævelseskampagne med bl.a. stikprøvekontroller af markedsføring med før- og nu-priser samt slagtilbud i forretningerne.

En dokumenteret overtrædelse af reglerne vil i mange tilfælde kunne føre til politianmeldelse med henblik på, at den erhvervsdrivende kan få en bøde.

Postkasse til prissnyd
Forbrugere og erhvervsdrivende opfordres til at hjælpe Forbrugerombudsmanden med at holde øje.

Pr. 1. marts vil der blive åbnet en særlig postkasse på Forbrugerombudsmandens hjemmeside, som både forbrugere og de erhvervsdrivendes konkurrenter kan benytte til at skrive til Forbrugerombudsmanden, hvis man er i besiddelse af dokumentation for, at en erhvervsdrivende overtræder reglerne om reklamering med før- og nu-priser.

Retningslinjerne er blevet til i samarbejde med Forbrugerrådet og Dansk Erhverv og DI Handel.

Læs mere om reglerne her .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063