23948sdkhjf

Royal Unibrew overgår forventninger

Bryggeriet har arbejdet med restrukturering og forenkling af virksomheden. Det betyder, at resultaterne for 2009 er bedre end de senest angivne forventninger.
Blandt andet er der sket betydelige ændringer af produktions‐ og distributionsstrukturen i Danmark, forretningen i Polen er blevet tilpasset, og aktiviteterne i de baltiske lande er blevet integreret.

Ændringerne har kombineret med stigende nettosalgspriser og et ændret salgsmiks medført en væsentlig forbedring af indtjeningen.

Resultat af primær drift (EBIT før særlige poster) blev således DKK 243 mio. i 2009 mod DKK 135 mio. i 2008.

Resultat før skat udgjorde DKK 77 mio. mod DKK ‐453 mio. sidste år.

- Jeg er meget tilfreds med, hvad vi har nået i 2009. Ved årets begyndelse havde vi et klart mål om at genetablere
lønsomheden i virksomheden og at bringe gælden ned på et væsentligt lavere og holdbart niveau. Det er vi
kommet meget langt med, siger adm. direktør Henrik Brandt.

Forbedringen af resultaterne blev opnået på trods af vanskelige markedsforhold og en faldende omsætning.

Opjusterer forventninger til 2010
Forventningerne til resultatet for 2010 opjusteres, idet EBITDA nu forventes at udgøre DKK 475‐525 mio. mod
tidligere forventet DKK 450‐500 mio.

- Grundet de markante skridt, der blev taget i 2009, har vi nu et godt udgangspunkt for den fortsatte udvikling af virksomheden. I 2010 vil vi fortsætte fokuseringen af forretningen og cementere de positive effekter af strukturændringerne. Samtidig vil vi investere i og styrke forretningsudviklingen gennem selektive vækstinitiativer, herunder lancering af nye produkter, siger adm. direktør Henrik Brandt.

Nettoomsætningen forventes uændret i intervallet DKK 3,4‐3,6 mia.

Resultat før skat forventes at ligge i niveauet DKK 205‐255 mio. mod tidligere forventet DKK 180‐230 mio.

Reduktion på 100 funktionærer
I løbet af året er der ellers sket det, at den danske del af koncernen er blevet effektiviseret ved centralisering af bryggeriaktiviteterne på bryggerierne i Faxe og Odense.

Omlægningen af distributionsstrukturen er gennemført, og der er oprettet en telesalgsfunktion.

Der er endvidere sket en strukturel ændring i organisationen, hvilket har medført en reduktion på 100 funktionærer.

Med henblik på yderligere forenkling og effektivisering blev det i november 2009 besluttet at flytte de administrative funktioner, som var placeret i Århus, til Faxe.

De berørte medarbejdere fik tilbudt beskæftigelse i Faxe. Rekrutteringen af medarbejdere til afløsning af de, som ikke ønskede at blive beskæftiget i Faxe, er gennemført, og flytningen af funktionerne forventes afsluttet med udgangen af 1. kvartal 2010, oplyser Royal Unibrew.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094