I sidste uge præsenterede Økologisk Landsforening en sekspunkts plan for GMO på sin generalforsamling, og planen er også blevet fremlagt for folketingets fødevareudvalg.
På foreningens generalforsamling talte såvel økologiske landmænd, virksomheder som forbrugere for en offensiv politik vedrørende GMO for at sikre et fortsat frit valg.
Generalforsamlingen besluttede derfor, at kampen mod GMO skal være et særligt strategisk indsatsområde for foreningen i de kommende år.
- Forbrugernes eneste reelle mulighed for at fravælge GMO er ved at købe økologisk. Det kræver handling nu, hvis politikere ønsker at bevare forbrugernes valgfrihed samt sikre de økologiske og konventionelle landmænds ret til frit at fravælge GMO, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening.
Foreningens krav omfatter blandt andet, at der sker en modernisering af loven om dyrkning af GMO, så den bl.a. tager højde for ny forskning, regeringens målsætninger for en fordobling af det økologiske areal i Danmark og behov for kompensation for forurening med GMO i økologisk foder og andre handelsled.
Forening ønsker også en sikring af reel uafhængig forskning i konsekvenser for sundhed og naturen, samt en dansk protest mod Biotek-virksomhedernes blokering for frie forskning på området.
Planen kræser også midlertidigt stop for godkendelser af nye GMO afgrøder og nul tolerance for GMO kontaminering i økologiske såsæd.
- GMO-loven blev aftalt i 2004 på baggrund af forskning fra før 2002. Der er næsten et årtis forskning og erfaringer siden da, som danner grundlag for et behov for en markant opdatering af lovens indhold, siger Evald Vestergaard.
Se mere om planen ved
Økologisk Landsforening.