I følge fagbladet 3F er forhandlingerne om en ny overenskomst i emballageindustrien regulært brudt sammen.
Forhandlerne fra 3Fs Industrigruppe og HK/privat forlod mandag eftermiddag forligsbordet uden at være nået til enighed med modparten DI.
- Arbejdsgiverne ville forringe arbejdstidsvilkårene for bare at give os det samme, som man har fået på det store industriområde. Det er helt uacceptabelt, så vi har afbrudt forhandlingerne, siger Peter Andersen, som er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.
Forligsmand Asbjørn Jensen har meddelt, at han ikke vil indkalde parterne igen.
- Så må vi nøjes med de generelle bestemmelser i mæglingsforslaget. Det er første gang i mange år, det er sket, siger Peter Andersen.