23948sdkhjf

Supermarkeder sparer mio. af kroner på elregninger

Butikker kan spare millioner af kroner ved at fokusere på deres energiforbrug. Det viser erfaringer fra Dansk Supermarked.
Dansk Supermarked har udstyret Føtex, Netto, Salling og Bilka med effektive energistyringssystemer, og butikkerne har fået tekniske afdelinger med fokus på energiforbrug.

I et tæt samspil med rådgiverfirmaet Scanenergi har det udløst store besparelser på energiregningerne, i følge Nyhedsbladet Dansk Energi.

Føtex på Vesterbrogade i København er en af de forretninger, der har fået et nyt energistyringssystem.

Sammen med et øget engagement blandt personalet har det sparet forretningen for 266.185 kWh fra 2007 til 2009.

Stopper strømslugere
Ved at følge forbruget tæt på en computer er det muligt at fange strømtyve:

- Vores væsentligste strømslugere er køl og frost, belysning samt bager og slagter. Jeg vurderer, så snart der er et uventet udsving i forbruget, hvordan vi kan sætte ind hurtigst muligt. Hvis det handler om køleanlæg, skal vi af og til have køleleverandøren ud for at reparere det, i andre tilfælde kan jeg selv klare det, fortæller maskinmester Rasmus Jønsson fra Føtex til Nyhedsbladet Dansk Energi.

Dansk Supermarked har samarbejdet med Scanenergi siden 2007.

Scanenergis rolle er især at være katalysator og inspirator for de ansvarlige i supermarkedskæden.

Konkurrencer giver besparelser
- Koncernen er topstyret og har været nem at have med at gøre, fordi det er en overordnet beslutning, at der skal energioptimeres. Det fungerer rigtig godt, siger konsulent Preben Dahl Johansen fra Scanenergi til Nyhedsbladet Dansk Energi.

Han vurderer, at det er et spørgsmål om tid, før udviklingen eksploderer indenfor supermarkeds- og varehus området i Danmark.

Interne konkurrencer i Dansk Supermarked har givet besparelser alene i Føtex og Bilka for 2008 og 2009 på 11.734.000 kWh. Det svarer til knap 8,7 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094