23948sdkhjf

Palsgaard gør plads til vækst

Ingrediensvirksomheden opfører ny bygning på knap 2.000 kvadratmeter med plastlaboratorium

Testfaciliteter til bagerikontrol. Et kemisk laboratorium. Samt ikke mindst en hel etage dedikeret til udvikling af ingredienser til plastindustrien.

Det er nogle af de elementer, som en ny, treetagers bygning ved Palsgaards hovedkvarter i Juelsminde skal rumme. Ingrediensvirksomheden leverer blandt andet emulgatorer og andre stabilisatorer til fødevareindustrien, og for at følge med væksten udvider den snart 100 år gamle virksomhed med en hel ny bygning, der gerne skal stå færdig ved udgangen af 2017.

- Vi ansætter mange i år, så det begynder at knibe med pladserne, lyder det fra Jakob Thøisen, der er administrerende direktør i Palsgaard A/S.

All-in på plast
Hvad der begyndte med patenteringen af verdens første kommercielle emulgator til margarineproduktion i 1917, er i dag blevet et globalt foretagende med aktiviteter i over 100 lande og en omsætning, der rundede milliarden i 2015.

Palsgaard producerer især emulgatorer og stabilisatorer til fødevareindustrien. Ingredienserne anvendes i produkter som is, mayonnaise, bageriprodukter, konfekture og margarine.

Men også emulgatorer og andre funktionelle ingredienser til plastproduktion er et voksende kundesegment for Palsgaard, der med opførelsen af den nye bygning blandt andet vil gøre plads til et decideret plastlaboratorium.

- Vi har besluttet at gå all-in på plastområdet, lyder det stålfast fra Birger Brix, der er administrerende direktør - såkaldt Group CEO - i holdingselskabet Palsgaard, der blandt andet omfatter selve emulgatorvirksomheden Palsgaard A/S.

Minilinjer
Ved siden af det idylliske Palsgaard Gods har koncernen oprettet hovedkvarter, produktion og såkaldte applikationsfaciliteter, hvor man kan teste og optimere sine fødevareingredienser.

Her findes komplette miniatureudgaver af produktionslinjer til fremstilling af blandt andet småkager, chokolade, margarine og is, og det er det koncept, Palsgaard vil rykke over i det nye plastlaboratorium.

Der vil være sprøjtestøbemaskiner i miniatureformat, testudstyr til at måle eksempelvis pigmentindholdet i plastprodukter samt små miniaturelinjer, der kan imitere fremstilling af eksempelvis vita wrap.

- Det er grundlæggende en kopi af det set-up, vi har haft succes med inden for fødevarer de seneste 100 år, hvor vi i høj grad leverer rådgivning og nyskabelse, siger Birger Brix.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093