23948sdkhjf

BioMar underskriver milliard-aftale

Verdens største fiskeopdrætsselskab, Marine Harvest, forlænger samarbejde med BioMar. Aftalen er en af de største nogensinde inden for fiskeopdræt.
Kontrakten med Marine Harvest omfatter foderleverancer til Norge, Skotland, Irland og Chile, hvor begge selskaber har store aktiviteter.

De to selskaber har gennem flere år haft et nært samarbejde om foderleverancer, og den nye aftale bygger videre på de gode erfaringer fra dette samarbejde.

Marine Harvest er verdens største og førende selskab inden for fiskeopdræt med produktion, videreforarbejdning og salg til forbrugere i mere end 70 lande.

Hundrede tusinde ton fiskefoder
For BioMar, der er ejet af industrikoncernen Schouw & Co., betyder kontrakten, at selskabet skal levere flere hundrede tusinde ton fiskefoder til en værdi af flere milliarder kroner.

Aftalen udgør et godt fundament for BioMars udbygning og modernisering af selskabets fabrik i Myre i Nordnorge.

Udbygningen, der betyder en fordobling af fabrikkens kapacitet, ventes afsluttet til foråret 2011.

Bæredygtigt samarbejde
Aftalen, der sikrer Marine Harvest stabile leverancer af fiskefoder flere år ud i fremtiden, er en af de største, som nogensinde er blevet underskrevet inden for fiskeopdræt:

- Desuden og måske ligeså væsentligt er vi også enedes om en række principper og områder for langsigtet samarbejde for de to virksomheder, siger BioMars adm. direktør, Torben Svejgård.

Marine Harvest og BioMar vil arbejde tæt sammen om at videreudvikle hele værdikæden i en mere bæredygtig retning inden for råvareproduktion, valg af råvarer, foderproduktion, opdræt, processering og fisk til marked.

BioMar beskæftiger ca. 650 medarbejdere og producerer årligt mere end 700.000 tons foder på en række fabrikker i seks europæiske lande samt i Chile.

Virksomheden, der har hovedkontor i Århus, er ejet af den børsnoterede industrikoncern Schouw & Co.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079