Efter en krise i 2008, hvor resultatet kun blev på 5,7 mio. kr., er Palsgaard A/S kommet flot igen.
Resultatet for 2009 blev således på 46,3 mio. kr., hvilket er det bedste i fem år.
Producentens emulgatorer anvendes blandt andet i kager, is, chokolade og mejeriprodukter.
- Fødevarer er de sidste, man holder op med at spise, så vi er ikke så konjunkturfølsomme som andre brancher. Derudover foregår en stor del af vores salg i dele af verden, hvor det ikke går så dårligt som Europa, f.eks. Sydamerika og Fjernøsten, forklarer adm. direktør Birger Brix til Horsens Folkeblad.
Palsgaard har de seneste fem-seks år investeret mange millioner i en mere moderne fabrik, og de investeringer er nu begyndt at få en positiv effekt.
Nettoomsætningen er steget støt fra 495,4 mio. kr. i 2005 til 714,7 mio. kr. i 2009.
- Vi rebede sejlene i 2008 for at blive mere effektive, og det er selvfølgelig også en del af forklaringen på det gode resultat, siger Birger Brix til Horsens Folkeblad.