Ud af 361 fødevarer, som DVN alle har kontrolleret i løbet af i år, fandt man fejl i deklarationen ved 28 procent af varerne.
- Vi kan konstatere er, at de oplysninger producenterne giver på fødevaren ofte ikke stemmer overens med indholdet, siger Helga Møller, der er direktør i Dansk Varefakta Nævn.
Fejlene findes i alle typer af færdigpakkede fødevarer, og spænder fra fejl i oplysninger om næringsindhold og indhold af sukker og salt til fejl i nettovægten.
Mange af fødevarerne har desuden flere end en fejl i deklarationen. En dessertis havde således tre fejl i angivelsen af indhold af sukkerarter, kulhydrat og fedtsyrer.
- Det er ikke for meget sagt, at vi finder fejl hver eneste dag. Nogle kan være ret alvorlige, for eksempel når oplysninger om allergéner er forkerte. Men fejlene bliver rettet. Til gengæld tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange fejl, der ikke bliver opdaget, når producenterne selv angiver deklarationsoplysninger uden at blive kontrolleret, siger Helga Møller, som synes, det er godt at det nye fødevareforlig lægger op til øget fokus på problemet.