23948sdkhjf

Gennembrud for dansk svineforskning

Forskere har udviklet en ny teknologi, der skal gøre livet lettere for landmanden og bedre for dyrene.
På Ingeniørhøjskolen i Århus er forskere ved at lægge sidste hånd på et toårigt forsknings- og udviklingsprojekt om Intelligent Identifikation og Overvågning af Slagtesvin og Søer (IIOSS).

Projektet er gennemført i samarbejde med både svineproducenter og leverandører af teknologi til stalde, og det har opnået bemærkelsesværdige resultater.

Kæmpebesætninger kræver ny teknologi
Svineproduktionen koncentreres i dag på færre og større brug. Antallet af slagtesvin og søer per besætning er steget markant over de seneste fem år. Det viser tal fra Videncenter for Svineproduktion. Derudover fastslår nye EU-regler, at alle drægtige søer skal være løsgående fra 2013. Og det giver nogle helt nye udfordringer for erhvervet.

- Det er klart, at når svinebesætningerne har vokset sig meget store, og med de nye krav om løsdrift, så opstår der et behov for ny teknologi, der kan gøre det lettere at overvåge og identificere dyrene. I dag bruger landmanden rigtig meget spildtid på at spore det enkelte dyr, siger Torben Gregersen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.

Han er projektleder for teamet bag den nye system, som ved hjælp af billedanalyse kan udpege et dyr i en større flok i løsdrift i løbet af få sekunder.

Identificeres ved RFID
Det kræver kun et videokamera under loftet i svinestalden og en forprogrammeret computer.

Når dyret af og til æder eller drikker identificeres det ved hjælp af en RFID-læser, som er monteret ved foderstederne. Videokameraet ”ser” ned i stalden og følger svinene som unikke grafiske objekter. Landmanden kan derfor til en hver tid hente information om, hvor det enkelte dyr befinder sig på staldgulvet.

Hvor er svin nummer 357?
Landmanden er udstyret med en betjeningsenhed som for eksempel en PDA eller mobiltelefon. Her indtaster han ”find 357”, hvorefter svinets placering i stalden vises på et kort. Samtidig kan computeren styre et spotlight, som kaster lys ned på netop svin nummer 357.

Computeren kan på sigt programmeres til at give landmanden elektronisk besked om uregelmæssigheder ved det enkelte dyr. Kameraet i loftet registrerer svinets bevægelsesmønster, og staldpersonalet kan alarmeres, hvis noget er galt. Samtidig kan aktiverer computeren spotlightet, der udpeger svinet med det samme.

- Det kan for eksempel være et sygdomstegn, hvis dyret er for passivt. Hvis dyret er for aktivt derimod, kan det være et tegn på aggressivitet, og man kan fjerne det for ikke at stresse de andre svin i stalden, forklarer Torben Gregersen.

Snart på markedet
Ingeniørerne forventer, at deres forskningsresultater i løbet af få år bliver til produkter, der kan omsættes på et globalt marked.

- Vi er nået rigtig langt. Vi har en færdig prototype på et system, der kan forbedre arbejdsgangene i svinestaldene og skabe øget velfærd for dyrene selv i meget store besætninger, siger Torben Gregersen fra Ingeniørhøjskolen i Århus.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094