23948sdkhjf

Fuldt hus på Automatik 2010

Arrangørerne er positive forud for Automatik 2010, der skydes i gang tirsdag i Brøndby Hallen.
I alt 147 udstillere er i dag ved at lægge sidste hånd på deres stande i Brøndby Hallen, så alt er parat, når Velteks formand Jørgen Steenberg, Claus Madsen fra ABB og administrerende direktør for MCH Messecenter Herning tirsdag åbner årets Automatik-messe.

Dermed kan arrangørerne i lighed med 2008 melde alt udsolgt til messen, der har specialiseret sig i at vise det nyeste inden for industriel automation, procesautomation, robotteknologi og transmissionsteknologi.

Udvidet konferenceprogram
- Det er jo en meget målrettet messe og rigtig mange af vores udstillere har været med siden 2004, siger Mona Jakobsen, der er projektchef for messen.

- Der hvor den største udvikling er sket siden sidste messe er inden for vores konferenceprogram, hvor vi har indført tre temadage, hvor omdrejningspunktet er ”fremtiden”. Mandag omhandler hovedsageligt procesautomation, onsdag robotteknologi og torsdag sætter fokus på elektriske installationer i ATEX-ormåde samt de nye normer for el-motorers effektivitet, fortsætter hun.

Udover konferenceprogrammet er det også muligt at tilmelde sig tre seminarer, der omhandler henholdsvis vedligehold, sikkerhed og maskindirektiver.

Positive udstillere
Mona Jakobsen forventer, at besøgstallet vil ende på nogenlunde samme niveau som 2008, hvilket betyder, at ca. 3.000 gæster vil lægge vejen forbi Brøndby Hallen i løbet af de tre messedage.

Samtidig kan hun melde om en god stemning blandt udstillerne, der for alvor er begyndt at tro på det økonomiske opsving.

- Udstillerne er positive. De har en positiv indstilling og har også troen på fremtiden, og det kommer til at sætte sit præg på messen, slutter Mona Jakobsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079