Tican overvejer at gå fra a.m.b.a. til A/S
Thisted-slagteriet har analyseret mulighederne for omdannelse fra et a.m.b.a. til et aktieselskab.
Adm. direktør Ove Thejls erkender over for avisen, at omdannelse til et aktieselskab skulle ske for at skaffe kapital til fremtidige investeringer, men samtidig understreges det, at man blot har undersøgt mulighederne.
- Det er for os et spørgsmål om fremtidens muligheder, hvis der en gang opstår et behov, siger bestyrelsesformand Jens Jørgen Henriksen, Hunstrup til Nordjyske, mens han samtidig afviser, at der skulle være en konkret beslutning på vej.
- Vi har ikke et akut behov. Det er nemlig ikke sådan, at vi lige nu har problemer med at skaffe kapital til de investeringer, vi umiddelbart står overfor. Men en virksomhed skal altid være parat til at agere. Og derfor har bestyrelsen fundet det rigtigt, at få analyseret mulighederne, siger han.
Spørgsmålet om Ticans omdannelse er aktualiseret af, at Danish Crown - ifølge dagbladet Børsen - skulle diskutere et konkret forslag om omdannelse til et aktieselskab efter 123 år som andelsselskab.