23948sdkhjf

Sådan får man succes med nye fødevareprodukter

Branchefolk giver tips og tricks om produktudvikling
Produktudvikling i fødevarebranchen er i fokus, når der i morgen eftermiddag er fødevarekonference i Aalborg.

Nordjysk FødevareErhverv, der er tovholder for vækst i landsdelens fødevareklynge, står bag konferencen, hvor en stribe foredragsholdere giver deres bud på, hvordan man får succes med produktudvikling.

Blandt foredragsholderne er marketingchef hos Royal Greenland Hanne Kvist, der fortæller om fisk- og skaldyrkæmpens markeds- og produktudvikling. Hun kommer blandt andet ind på, hvordan Royal Greenlands produktudvikling er drevet af markedsefterspørgsel og råvaretilgængelighed.

Aage Svenningsen, direktør i Thisted Bryghus, kommer og beretter om, hvordan bryghuset to år i træk har fået titlen som Årets Bryggeri ved at fremstille øl med ingredienser fra Thy Nationalpark og amerikanske øltyper opkaldt efter USA’s store byer.

Konferencedeltagerne kan også møde Mona Juul fra Envision, der arbejder med konceptudvikling baseret på tendenser og forbrugerindsigter, og Flemming Birch fra konsulentvirksomheden Birch & Birch, der fortæller om moderne kunders forventninger til fødevarer.

Endelig kommer erhvervskundedirektør Hans Jørgen Østergaard fra Vækstfonden for at løfte sløret for, hvad der kan være værd at investere i, når det handler om fremtidens fødevareproduktion.

Grund til optimisme

Hos Nordjysk FødevareErhverv ser direktør Hans Henrik Bruhn god grund til optimisme hvad angår de lokale fødevarevirksomheders produktudvikling.

- Det er vores indtryk at de nordjyske fødevarevirksomheders evne til at produktudvikle er blevet bedre de seneste år. Det kan vi aflæse af de resultater, der er kommet ud af vores og væksthusets pilotprogram, samt af det billede, vi ser i detailhandle, konstaterer han.

Som eksempler på nordjysk produktudvikling, der virkelig har fungeret, nævner han Amanda Seafoods' nye convenienceprodukter som fiskepålæg og fiskepølse, Thisted Bryghus' serier af specialøl med lokale ingredienser som malt, rav, porse samt Vilsund Blue, der har udviklet en muslingefond, som oparbejdes under kogning af muslinger.

- Noget af det vigtigste for at kunne føre produktudvikling frem til succeser er ofte at have styr på processen fra idé til produkt. Det er også vigtigt at kunne læse markedet og være i stand til ramme forbrugernes konkrete ønsker og behov med de nye produkter, fremhæver Hans Henrik Bruhn.

Tirsdagens konference bliver holdt hos Nordjysk FødevareErhverv i Aalborg. Der er stadig ledige pladser på konferencen, som begynder klokken 12.30 - vil man deltage, kan man tilmelde sig hos Birgit Søgaard Jensen hos Nordjysk FødevareErhverv på mailadressen bsj@njfe.dk.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078