23948sdkhjf

Slagtermester Kjeld Norman er årets laugsmester

Med deltagelse af Fødevareminister Henrik Høegh og Rødovres Borgmester Erik Nielsen bliver slagtermester Kjeld Norman Sørensen kåret som årets laugsmester.
Der er lagt op til festlighed, når årets laugsmester bliver hyldet tirsdag d. 9. november kl. 16. Oldermand Erik Michelsen fra Københavns Slagterlaug vil til lejligheden rulle op foran Kjeld Norman Sørensens butik i en gammel slagterbil fra 1923.

Den gode stemning i butikken, dens flotte indretning og et spændende udvalg af produkter hører med til begrundelserne for at kåre Slagtermester Kjeld Norman Sørensen som årets laugsmester.
Alt er fremstillet med solid håndværksmæssig kunnen og kærlighed til faget, hvad enten det nu er de velhængte kødudskæringer, et stort udvalg af pølser fra eget pølsemageri, slagtermesterens hjemmelavede fois gras eller de mange ovnklare færdigretter, der er fremstillet ”som vor mor lavede dem”. Oldermand Erik Michelsen fremhæver også den særlige evne, Kjeld Norman Sørensen og hans ansatte har til at lytte og forstå kunderne, når de besøger slagterforretningen, der ligger i Rødovre Centrums delikatessegade.

Slagtermester i tredje generation
Kjeld Norman Sørensen har den gode gammeldags uddannelse som kreaturslagter. Farfaren var slagtermester i Aalborg. Faderen var ligeledes selvstændig slagtermester og havde butik i Rødovre Centrum lige fra det i 1966 åbnede som Nordens første butikscenter. Kjeld Norman Sørensen arbejdede i sin fars butik frem til 1980, hvor han selv tog over.

Siden 2004 har Kjeld Norman Sørensen været med i Mad Med Mere. Ud over de fælles koncepter og inspirationen, der følger med dette frivillige kædesamarbejde, er Kjeld Norman Sørensen også den, der sætter egne fingeraftryk på tingene og indretter sig ud fra de ønsker, kunderne møder ham med.
For at klare sig som selvstændig slagter er det afgørende, at man som Kjeld Norman Sørensen forstår at købe de bedste produkter til de bedste priser. Og så er det vigtigt - ikke mindst for unge kræfter i branchen – at have fyrtårne som ham, der kan inspirere og øse af sine erfaringer, siger Erik Michelsen.

Kjeld Norman Sørensen blev optaget i Københavns Slagterlaug i 1984 og blev tre år senere indvalgt i bestyrelsen. Kjeld Norman Sørensen er også medlem af Håndværkerforeningens Repræsentantskab.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046