Danmarks Statistiks foreløbige opgørelse af vareeksporten for september viser, at eksporten fastholder det relativt høje niveau fra de seneste måneder.
De sæsonkorrigerede tal – eksklusiv energi, skibe og fly – viser dog en beskeden nedgang på 0,2 % i forhold til august, men samlet set ligger eksporten i 3. kvartal 5,6 % højere end i 2. kvartal:
- Der er fortsat solid fremgang i vareeksporten. Væksten i år (første tre kvartaler af 2010) har været på 7,8 % i forhold til de samme tre kvartaler i 2009, og i tredje kvartal 2010 er vareeksporten løftet 13,6 % højere end i tredje kvartal 2009. Vareeksporten, eksklusiv energi, skibe og fly, er dermed næsten på samme niveau som før finanskrisen i 2008, siger Jacob Warburg, der er cheføkonom i Eksportrådet og Udenrigsministeriet.
Væksten i september trækkes især af Finland, Norge og Tyskland, mens der har været mindre fald i afsætningen til bl.a. Storbritannien, Holland og Sverige. Set over hele 3. kvartal har eksporten dog været stigende til alle de store eksportmarkeder, bortset fra USA.
Ifølge Allan Sørensen, chefkonsulent i DI, har Danmark nu tilbageerobret cirka 60 % af den eksportværdi, som er gået tabt siden efteråret 2008.
Fremgangen er bredt funderet; både med hensyn til lande og varegrupper. De to største markeder, Sverige og Tyskland, er i løbet af det seneste år vokset med henholdsvis 18 og 16 %.
Den største fremgang har dog været at finde i lande uden for EU – og særligt det kinesiske marked har budt på vækst over de seneste måneder:
- Den økonomiske vækst er for tiden højere i landene uden for EU og vil også være det i de næste mange år. Derfor er det glædeligt, at vi har fået mere gang i eksporten til de vækstmarkeder, siger Allan Sørensen.