Den flotte start på børsnoteringen skal være en platform for mere vækst i de kommende år, udtalte Lars Frederiksen, adm. direktør i Chr. Hansen på gårsdagens generalforsamling. Det skriver Børsen i dag.
- Det har vist sig at være en veltilrettelagt og vel gennemført tilbagevenden til fondsbørsen. Det bevises af kursstigningen og to gode kvartalsmeddelelser siden børsnoteringen, siger aktiechef fra ATP, Claus Wiinblad til avisen.
Aktionærerne kritiserer dog selskabet for at være for forsigtige i deres udmelding om vækst. Chr. Hansen mener selv at kunne præstere at vokse 8-10 pct. hvert år de næste tre-fem år.
På generealforsamlingen blev der desuden valgt et nyt ansigt ind i bestyrelsen. Mark Wilson, tidligere ØK-topchef, kom ind som nyt medlem efter Lionel Zinsou, topchef i PAI.