Aftalen går dels ud på at sammenlægge Van Pur SA og Royal Unibrew Polska Sp. z o.o med bryggerierne i Lomza og i Jedrzejow og dels om overdragelsen af Royal Unibrews andel af bryggeriet Browary Lubelskie ”Perla” SA. Van Pur SA bliver det fremtidige selskab med Royal Unibrew A/S som 20 % aktionær.
Efter den planlagte sammenlægning med Royal Unibrew Polska vil Van Pur SA være det fjerde største bryggeri i Polen med en markedsandel på ca. 7 %, en væsentlig eksport og en samlet volumen på ca. 3,3 mio. hl årligt. Det fremtidige Van Pur SA vil baseret på forventningerne for 2010 og med Royal Unibrew Polska Sp. z o.o som et 100 % ejet datterselskab pro forma netto
omsætte for ca. DKK 1 mia.
Det forventes, at Beata Pawlowska, den nuværende administrerende direktør for Royal Unibrew Polska Sp. z o.o., vil få ansvaret for de sammenlagte aktiviteter.
Aftalen, der bl.a. er betinget af godkendelse af de polske konkurrencemyndigheder, forventes endeligt gennemført i slutningen af første kvartal 2011.
Der vil i Royal Unibrews forventninger til 2011, der offentliggøres den 9. marts 2011, være taget højde for den planlagte transaktion.