23948sdkhjf

Sådan har Daloon optimeret sin produktion

Mindre spild af råvarer, vand og strøm er en del af succesen

Heldigvis har Daloon et godt og effektivt produktionsapparat, og det er nok grunden til, at virksomheden stadig ligger i Danmark og producerer sine mange produktvarianter.

Ofte er det set, at ineffektive danske virksomheder lukker og slukker i Danmark og starter produktionen op i andre lande, hvor produktionsomkostningerne er meget lavere. De ansatte på Daloon var da også noget nervøse, da de for godt to år siden blev overtaget af hollandske Izico Food Group. Mange frygtede nedskæringer og omstruktureringer og worst-case var, at hele produktionen blev flyttet til udlandet.

Men da de nyere ejere konstaterede, at produktionen hos Daloon var særdeles omkostningseffektiv, så valgte hollænderne i stedet at investere yderligere i Daloon og øge produktionen på fabrikken i Nyborg.

Hvad er det så, Daloon har gjort for at have en så toptrimmet og rentabel produktionen? Food Supply Magazine har gennemgået produktionen og de mange optimeringstiltag med Daloons plant manager Jens Kjær, som gerne fortæller om de mange tiltag.

- Når det drejer sig om produktionen, så har vi haft fokus på at mindske produkternes overvægt, det vil sige give away. Ligeledes har vi kigget på el- og vandforbruget, hvor der også har været meget at spare. Ud over dette har Daloon også haft fokus på at minimere produktspild over alt i fabrikken, fortæller Jens Kjær om de helt overordnede tanker.

Give away skal mindskes 
Daloon havde tidligere indstillet deres maskiner til at køre med et relativt højt give away. Man ville være på den sikre side og ikke risikere at køre med undervægt på produkterne. Men det er faktisk muligt at indstille maskinerne, så de har et minimalt give away.

- Det handler om at få medarbejderne med på ideen og motiveret til at mindske give away. Det er vigtigt, at medarbejderne justerer maskinernes indstillingsparametre korrekt, så de kører med en meget lille overvægt, så give away bliver så minimal som muligt, forklarer fabrikschefen.

En korrekt indstillet og fintunet maskiner kører helt uden undervægt og med en meget lille overvægt. Hvis varen er undervægtig, så vil checkvejeren kassere produktet, og det giver naturligvis et uønsket spild. Ved at fokusere på at optimere på produkternes vægt har Daloon fået give away helt ned på 1,1 til 1,2 procent.

Store vandbesparelser 
Daloon bruger tonsvis af bønnespirer hver dag - og har da også deres egen lille bønnespirefabrik, der bruger masser af vand. Hertil kommer at rengøring, hvor der typisk anvendes spuling også er særdeles vandkrævende. Men med fokus på vandforbruget har det været muligt at reducere vandmængderne betydeligt.

Som et eksempel på at spare på vandet kan det nævnes, at Daloon netop har indkøbt en stor industriopvaskemaskine fra den danske virksomhed Jeros. Den nye opvaskemaskine bruges til opvask af alle løsdele. Tidligere stod personalet og spulede disse løsdele, men opvaskemaskinen klarer opvasken med et meget mindre vandforbrug, og opvasken tager kun fem-seks minutter.

- Generelt har det ikke været svært at spare på vandet. Vi har simpelthen sagt til alle vore medarbejdere, at I skal gøre præcis som derhjemme. Det vil sige tænk jer om og spar på vandet, så meget som I kan. Vand er en dyr ressource, så derfor skal vi ikke bruge mere end højst nødvendigt, også her på fabrikken, siger Jens Kjær og fortsætter:

- Indtil videre har vi sparet cirka 25 procent af vores vandforbrug, og da vi bruger rigtig meget vand, så er det mange kubikmeter, som vi har sparet.

Strømforbruget er minimeret 
På elsiden har Daloon også arbejdet hårdt på at spare på strømmen. Det er primært sket ved at investere i nye energivenlige kondensatorer, kompressorer og motorer. Det er klart, at en virksomhed som Daloon, der udelukkende producerer frostvarer har et massivt strømforbrug, og det kan med fordel reduceres.

Daloons strømleverandør, Ørsted (det tidligere Dong), har været med i arbejdet med at reducere elforbruget. Ørsted har rådgivet Daloon om, hvordan der bedst kunne spares på strømmen, ligeledes har Ørsted hjulpet med til at få statstilskud til de investeringer, der skulle foretages for at reducere strømforbruget. For hver kilowatt, der spares, så udbetaler staten et vist beløb i tilskud til investeringen.

- Vi regner med at have sparet cirka 10 procent af vort strømforbrug ved disse investeringer, og det er penge, der hurtigt tjener sig hjem igen, fortæller Jens Kjær.

De mange besparelser på vand og el mindsker naturligvis Daloons produktionsomkostninger, men giver også virksomheden en mere grøn profil og medvirker samtidig til at mindske C02-udslippet. Initiativer der viser, at Daloon lægger vægt på CSR og går ind for en ansvarlig og bæredygtig fødevareproduktion, med et ønske om at bevare vores drikkevandsressourcer og belaste miljøet så lidt som muligt.

Automation, automation, automation 
Daloon har satset meget på automation, og det er også en klar årsag til den høje produktionseffektivitet. En rundtur på fabrikken viser, at næsten hele produktionen er automatiseret og foregår med et minimum af ansatte. De få ansatte overvåger processerne og griber ind, hvis der opstår problemer eller flaskehalse i produktionen.

Al pakning af de færdige produkter foregår ved hjælp af robotter. Der er tale om pick-and-place-robotter, der dels pakker varerne ned i salgskartonerne og dels pakker salgskartonerne ned i de velkendte brune papkasser. Allersidst sørger palleteringsrobotterne for at stable de brune papkasser på paller. Faktisk blev det fuldautomatiske pakkeri allerede taget i brug i 2005. Prisen dengang var 55 millioner kroner, og hele pakkeriet blev leveret af den tyske virksomhed Schubert.

En af de sidste investeringer, som Daloon har foretaget, er indkøb af en hvidkålshakker for at effektivisere produktionen. Daloon bruger 2800 ton hvidkål om året, så en hurtig og effektiv kålhakker er et must for at optimere driften og lønsomheden i virksomheden. Også set i lyset af, at produktionen fremover bliver større og større.

For Jens Kjær er der ingen tvivl om, at der skal investeres intenst i automation i den danske fødevareindustri, hvis produktionen skal bevares her i landet.

- Det er meget vigtigt, at fødevareindustrien får automatiseret produktionen, ellers vil der ske det, at ejerne flytter produktionen til udlandet med den konsekvens, at fabrikkerne lukker, og de danske arbejdspladser forsvinder ud af landet. Daloon har løbende automatiseret og forbedret produktionen. Og resultatet ses nu, hvor vi både udvider og ansætter nye folk. Så hos Daloon ser vi en indflytning af arbejdspladser i stedet for en udflytning, siger Jens Kjær.




Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094