23948sdkhjf

Dansk boble-vin bliver beskyttet

Området omkring Dons ved Kolding er det eneste sted, man må producere Dons-vin.
Landsbyen Dons nord for Kolding er blevet en del af det meget fine selskab sammen med blandt andre Bordeaux, Champagne og Madeira.

Ligesom de store og kendte vinregioner har Dons fået en såkaldt BOB-beskyttelse. Det betyder, at en vin kun må sælges som Dons-vin, hvis den er produceret af donske druer i området omkring Dons, oplyser Fødevarestyrelsen.

Den beskyttede Dons-vin er en mousserende vin. Alle mousserende vine, som fremstilles i området efter produktspecifikationen, må fremover bære betegnelsen DONS (BOB).

BOB er en forkortelse for beskyttede oprindelsesbetegnelser. Kendte eksempler på andre BOB'er er Parmaskinke (Prosciutto di Parma) og Champagne. Det er Skærsøgaard Vin i Dons, som har søgt om BOB-beskyttelsen, og Fødevarestyrelsen har kørt sagen igennem i EU.

Det er første gang, dansk mad eller drikke får BOB-beskyttelsen.

Der er to beskyttede betegnelser: Beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) og beskyttet geografisk betegnelse (BGB). Fælles for de to typer er, at produktet bag det registrerede navn skal have særlige karakteristika, der kan henføres til det pågældende område. Denne tilknytning til området er væsentlig stærkere for en BOB end for en BGB. For en BOB gælder, at alle trin i produktionen skal ske inden for området.

Syv andre danske fødevarer og fire vine er BGB-beskyttede. For fødevarernes vedkommende gælder det ostene Danbo, Esrom og Danablu samt Lammefjordsgulerødder, Vadehavslam, Vadehavsstude og Lammefjordskartofler. De 4 BGB-vine er fra områderne Bornholm, Sjælland, Fyn og Jylland.​
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078