Carnad A/S blev etableret i Løgstør for to år siden med det formål at producere naturlige ingredienser til fødevareindustrien. Denne produktion er nu i fuld gang, og stadig flere europæiske fødevareproducenter vælger at tage Carnads produkter ind i deres produktion af bl.a. pølser, farsprodukter, skinker, pålæg og fisk.
Dokumenteret fedtreducerende effektUnder den videre udvikling af virksomheden er det nu lykkedes Carnad at fremstille en ny serie af fedtreducerende produkter.
Forskere ved Århus Universitet har undersøgt den nye produktserie og finder, at den har en "hidtil uset evne til at reducere fedtoptagelsen i kroppen." Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
I følge adm. direktør Johnny Koch dokumenterer undersøgelsen, at Carnads nye fedtreducerende produkter er mindst 50 % bedre end hydrolyseret valle protein, som fødevareindustrien i dag i vid udstrækning anvender i fremstillingsprocesserne.
På baggrund af de dokumenterede unikke resultater fra Århus Universitet arbejder Carnad nu på at identificere potentielle samarbejdspartnere indenfor fødevare- og helsekostsektoren.
Carnad forventer nemlig, at produkterne naturligt vil kunne indarbejdes i en lang række daglige fødevarer som pølser, supper, pålægsprodukter, farsprodukter, marinerede kødprodukter og chips. Virksomheden ser desuden et stort marked inden for helseprodukter.
Carnad har tidligere udviklet naturlige produkter baseret på forskellige råvarer fra kylling, gris, okse, fisk og skaldyr, som kan anvendes til at reducere saltindholdet i fødevarer med op til 40 %.
Fra industri til detailPå nuværende tidspunkt henvender Carnad A/S sig alene til fødevareindustrien, men et naturligt næste skridt vil være at markedsføre virksomhedens naturlige fonder i landets fødevareforretninger, så den almindelige forbruger kan få adgang til ”den rene vare” i sit eget køkken.