Tre containere på vej til Kina med dansk pølse, skinke og pepperoni
Nye muligheder markeret på havnen i Aarhus
Tre containere med i alt omkring 50 tons skinke, pølse og pepperoni blev afskibet fra havnen i Aarhus. Det sker, efter at de kinesiske myndigheder i februar for første gang godkendte import af varmebehandlet grisekød fra Danmark.
Danmark har i mange år solgt frossent grisekød og biprodukter til Kina, men nu kan containerne altså også lades med blandt andet pølse, skinke og andre varmebehandlede griseprodukter.
- Potentialet er enormt. Det siger sig selv. Hvis de danske landmænd og slagterier kan finde plads i Kina, vil det have stor betydning for hele Danmark. Vi er et land, som i høj grad lever af vores eksport, og jeg håber, at vi nu er vidne til starten af et nyt eksporteventyr, siger Jakob Elleman-Jensen.
Erhvervet vurderer ifølge Miljø- og Fødevareministeret, at den nye aftale i første omgang kan være op imod 250 mio. kroner værd om året i eksportindtægter. Det gør aftalen ekstra stærk, at der er tale om produkter, der forarbejdes herhjemme, inden de sendes afsted til udlandet.
Forædlingen giver således også ekstra indtægter og arbejdspladser i Danmark.