Danmarks eneste sennepsmølleri fylder 100 år
Fabrikschefen: - Du kan stille dit ur efter det sennepsmølleri
Og der er ikke planer om at sende maskinen på pension. Tværtimod er sennepsmølleriet en vital del af produktionsmiljøet hos Orkla Foods Danmark på Vestsjælland, hvor cirka 150 medarbejdere er beskæftiget, konstaterer virksomheden.
Side om side med robotteknologi og selvkørende gaffeltrucks kører sennepsmøllen med de gamle valsestole i hjertet af produktionen. Det har den gjort siden 1918. Den er "pålidelig, driftssikker og nærmest uopslidelig".
- Du kan stille dit ur efter det sennepsmølleri. Det kører meget stabilt med en høj oppetid og går stort set aldrig i stå. Styrken ved anlægget er også, at vi ved præcis, hvad vi skal bruge af råvarer, og hvilken mellemvare og færdigvare, vi får ud af det. Alt bliver brugt, og intet går til spilde, siger Thomas Bruun Storm, fabrikschef hos Orkla Foods Danmark i Skælskør.
- Dengang for 100 år siden fremstillede man de helt rigtige valsestole. Udover nogle elektroniske vægte kører det gamle sennepsmølleri som det altid har gjort. Sikkerheden har alle dage været i top, og med et systematisk vedligehold af vores erfarne folk kan vi sikre udskiftning af dele før nedbrud. tilføjer fabrikschefen.
Den rene vare
Valsemøllen sikrer, at kernen med sennepsmel nænsomt skilles fra den grove skal. De knækkede sennepsfrø røres med simple og få ingredienser: Eddike, vand, salt og eventuelt krydderier. Der er ikke brug for tilsætningsstoffer, da sennep er selvkonserverende.
Herefter formales frøene i en kværn, som er en møllesten med meget fine riller. Netop formalingen – både valsningen af de brune, gule eller orientalske frø og vådformalingen på de gamle stenmøller – er ifølge Bähncke den sande sennepskunst.
- Den sennep, vi leverer i spandevis af til danske pølsevogne, stammer fra en opskrift fra 1961. Det ved vi med sikkerhed, for jeg sidder her med opskriften i hånden, men den kan sagtens være endnu ældre. Med sennepsmølleriet under eget tag kan vi værne om de originale recepter, det gamle håndværk og den traditionsrige smag og kvalitet, siger Steen Nowak, som måske er den, der ved allermest om sennep i hele kongeriget. Han har været sennepsmester hos Bähncke i 30 år, og hver morgen smager han på senneppen, når han møder ind til en ny arbejdsdag.
- Jeg mindes ikke, at jeg har haft en sygedag i de 30 år, jeg har arbejdet her. Jeg tror på, at sennep holder lidt af hvert fra døren, siger sennepsmesteren.
Jubilæet markeres hos Bähncke i Skælskør på onsdag, hvor der naturligvis vil være en pølsevogn til festen.