23948sdkhjf

Sushi-fisk fra Thy i stor skala

Opdræt: Sashimi Royal, der opdrætter Yellowtail Kingfish i et saltvandsbrug i Hanstholm, er i omdrejninger
Det friske saltvand strømmer rundt i de to ringe inde i produktionshallen, og fiskene står i stimer og bevæger sig opstrøms - fuldstændig som de ville gøre det i naturen.

Hver anden time er der røre i hvert kar, for så er det fodringstid. Ved hjælp af et automatisk anlæg sprøjtes pillerne ud i vandet, og fiskene guffer i sig.

- Det var i juni sidste år, at vi lukkede vand herind i anlægget. Der er sket så meget, så det er lidt svært at forstå, egentlig, siger administrerende direktør i Sashimi Royal Claus Rom.

Sashimi Royal, der ligger på Nordre Strandvej i Hanstholm, er et af Danmarks første saltvandsbrug - og det første til produktion af Yellowtale Kingfish, der er særdeles velegnet til sushi og sashimi - retter med rå fisk.

Det er en fisk, der kan sælges til 100 kroner pr. kilo.

Sashimi Royal har moderfisk gående i anlægget Maximus ved Gudnæsstrand, og herfra hentes ynglen. I Hanstholm går der 11-12 måneder, før fiskene er oppe på den ideelle vægt på fire kilo.

Endnu er produktionsanlægget kun 50 procent udnyttet, men efterspørgslen frister virksomheden til at afhænde nogle af fiskene, endnu inden de har nået den optimale salgsvægt.

I dag, fredag, slagtes 310 fisk, der hver kun vejer godt tre kilo.

- Kunderne kan bruge alle dem, vi kan lave, siger Claus Rom.

Målet er at komme op på 6.000 slagtninger om ugen - i dag slagtes der minimum en gang ugentligt.

- Vi ved alt om fisken
Fiskene aflives på en skånsom måde, og de lægges straks i isvand og køres til filetering i Hanstholm. Salget varetages af Nordic Seafood - til kunder i hele Europa.

Claus Rom understreger, at virksomheden stadig er i en opstartsfase, men han er ikke i tvivl om, at der er store perspektiver i en produktion som den hos Sashimi Royal - fordi den er bæredygtig, og fordi fremstillingen af fisken er fuldstændig sporbar.

- Der er intet plastik eller parasitter i et anlæg som vores. Vi ved alt om fisken, hvor den kommer fra og hvad vi putter i den, siger han.
Det er også derfor, at fisken kan koste en tredjedel mere end laks.

- Der er mange højt respekterede kokke, der står med den her fisk i den sidste ende. Og det er klart, at kvaliteten og leveringsstabiliteten skal være i orden, siger Lenette Blaabjerg, ansat i administration, salg og marketing.

Sashimi Royal drives ud fra en filosofi om dyrevelfærd, bæredygtighed og miljøbevidsthed.Eksempelvis genbruges havvandet 20-30 gange. 7.000 kubikmeter vand sendes hver time gennem rensningsanlægget, hvor partikler, CO2 og kvælstof tages ud af vandet, der tilføres ilt, før det kommer tilbage til fiskene.

- Hemmeligheden her er at styre vandets kvalitet. Så har du den gode fisk, siger Claus Rom.

Der har været en del udfordringer undervejs - som at bygge et slot af Lego-klodser uden vejledning.

Men nu kører det, og lige nu er den største udfordring at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

- Vi leder efter folk, der evner at passe dyr. For her er det dyrenes tarv, der sætter opgaven.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11