23948sdkhjf

Ikke plads til fejl i Fabrik 3

Danish Crowns japanske produkter er udsat for en ekstrem kvalitetssikring med røntgenskanning og metaldetektering

Hvordan finder man et stykke klar plast - i en pakke bestående af klar plast? Det er et af de hovedbrud, som Danish Crowns Fabrik 3 i Ringsted vil forsøge at løse med ny dansk teknologi.

Fabrikken producerer årligt cirka 7.000 ton svinekød, hvoraf godt 70 procent ryger til Japan, og her er kvalitetskravene ultrahøje.

Derfor passerer samtlige udskæringer - eksempelvis tynde skiver brystflæsk eller nakkefilet - gennem såvel en røntgenskanner som en metaldetektor for at lokalisere eventuelle fremmedlegemer, inden varen skibes til Japan.

- Det er en forudsætning for at kunne levere til vores japanske kunder. Vi kan ikke få en højere pris ud af at køre kødet gennem sådan en skanner - det er bare sådan, det er, siger fabrikschef for Danish Crown Ringsted, Jesper Frandsen.

Kigger på særligt visionudstyr 
Pt. arbejder fabrikken på at supplere de to kvalitetskontroller med visionudstyr til overfladedetektering af eksempelvis små stykker plast eller et menneskehår.

- Det kunne være rigtig interessant for os. For vi skal så tæt på de 100 procent i nulfejlstolerance som overhovedet muligt, siger fabrikschefen.

Inspirationen til en sådan maskine behøver Jesper Frandsen og hans kolleger ikke kigge længere end til Danish Crowns kreaturslagteri i Holsted for at få. Her står en tilsvarende maskine, som DMRI har været med til at udvikle. Den inspicerer oversiden af bakker med hakket oksekød, men teknologien burde også kunne anvendes på vakuumposer med tynde skiver svinekød.

- Den maskine er dog for stor til os. Vi har ikke plads til den her. Så vi skal have udviklet en version, vi kan installere på vores pakkelinje, siger Jesper Frandsen.

CT-skanning er stadig for langsom 
Når kvalitetssikringen er særlig vigtig på de japanske produkter, skyldes det, at Danish Crown på dette marked ofte leverer direkte til slutbrugeren, hvilket typisk vil sige restauranter, fast food-kæder og andre storkøkkener.

- Det er klart, at jo tættere du kommer på slutbrugeren, desto bedre skal du også være til at leve op til deres krav. Det er også derfor, man ser røntgen og metaldetektorer på Fabrik 3, siger Jesper Frandsen.

CT-skanning anvendes dog endnu ikke, selvom teknologien på pilotbasis testes til at skanne svinekroppe på slagteriet.

- Den er for langsom stadigvæk, lyder det fra Jesper Frandsen, som dog understreger, at man er involveret i udviklingsprojekter omhandlende CT-skanning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125