Millioner til nyt partnerskab for dansk fødevareinnovation
Danish Food Innovation skal styrke branchen med 12 millioner kroner
Samtidig skal innovationsnetværket bidrage til stærkere samarbejde mellem branchens aktører, så derfor står et nyt partnerskab mellem Agro Business Park, Videncenter for Fødevareudvikling (VIFU) og Danish Food Cluster bag ansøgningen.
- Den danske fødevareklynge er en global succeshistorie med stor betydning for den danske økonomi, men den danske fødevareklynge er også under pres fra en række udfordringer. Derfor har vi brug for at samarbejde om ambitiøse mål, siger formand for styregruppen bag Danish Food Innovation Esben Laulund, der også er Vice President i ingrediensvirksomheden Chr. Hansen.
Nye løsninger
Han peger på den stærke tradition i Danmark inden for samarbejde og innovation som midler til at vende fødevareklynges udfordringer til forretningsmuligheder- og at gøre vækstlaget bedre rustet til at svare på nye ønsker fra forbrugerne og bidrage til FN’s verdensmål.
Kernen i netværkets indsats bliver at styrke fødevarebranchens mange små og mellemstore virksomheder, der har potentialet til at finde nye løsninger og blive fremtidens eksportlokomotiver. Det skal ske i samarbejde med en lang række vidensinstitutioner og andre aktører i hele landet, der er partnere i innovationsnetværket.
- Målet for Danish Food Innovation er ny viden, nye partnerskaber og internationale alliancer, og med de mange stærke partnere samt tre organisationers omfattende erfaring i bagagen, er vi mere end klar til opgaven, siger Esben Laulund.
Seks strategiske udfordringer danner grundlaget for Danish Food Innovation – udfordringer, som fødevareindustrien selv har identificeret i publikationen World-Class Food Innovation towards 2030.
De seks fokusområder er:
- Innovative produkter til den globale forbruger
- Fødevaresikkerhed 2.0
- Fødevarer til et sundere liv
- Effektiv og agil fødevareproduktion
- Hurtigere og sikrere på markedet gennem anvendelse af big data
- Bæredygtig forsyning af råvarer i høj kvalitet