23948sdkhjf

Nye målinger gør Kelsen klogere på dej

Det skal styrke kampen mod kvalitetsudsving og kassationer
Småkageproducenten Kelsen har fået stof til eftertanke, efter at virksomhedens deje har været igennem såkaldte reologiske målinger på Teknologisk Institut.

Målingerne har givet helt nye indsigter i dejenes opførsel gennem produktionen. På den baggrund forventer Kelsen at kunne indføre nye praksisser i produktionen for at reducere kvalitetsudsving og kassationer.

Målingerne er foretaget i partnerskabet SMARTS, der går ud på at reducere dejspild i fødevareproduktion via overvågning.

- Vi har jævnligt udsving som medfører, at produkter må kasseres, blandt andet fordi vi har store sæsonudsving og dermed udskiftning i medarbejdere, som skal læres op. Målet med vores deltagelse i SMARTS er at omsætte den empiriske viden hos vores dygtige, faste medarbejdere til automatiserede målinger, så vi bliver mindre afhængige af vores nye medarbejders manglende erfaring, siger Supply Chain Director hos Kelsen Tove Kjeldsen.

De reologiske målinger sker ved anvendelse af et reometer. På den måde kan man måle fødevarens reologiske egenskaber, det vil sige flydeegenskaberne og fødevarens struktur.

- Ved at påvirke dejen med ydre kræfter kan vi karakterisere dejens reologiske egenskaber, herunder viskositeten og strukturen igennem de enkelte trin i produktionen. Dermed får Kelsen vigtig, ny viden om, hvordan deres dej opfører sig, alt efter variationer i råvarer, produktionsparametre og andre kritiske parametre, forklarer Maria Barmar Larsen, der er Teknologisk Instituts førende specialist på området:

De reologiske målinger af Kelsens deje viste, at der var større forskel på dejene, end Kelsen alene via deres empiriske observationer havde regnet med.

- Vi har set af de reologiske målinger foretaget på Teknologisk Institut, at det er muligt at måle forskel på deje, som vi i udgangspunkt ikke forventede ville falde så forskellige ud. Vi skal nu have sammenkoblet denne nye viden med praksis og årsagen til forskellen, siger Kelsens Tove Kjeldsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094