23948sdkhjf

Kohberg henter ny koncernchef hos teleselskab

Jesper Brøckner bliver koncernchef for Kohberg Bakery Group pr. 16. maj 2011.
Moderselskabet Koff har en strategi om at fokusere på sine fødevarevirksomheder og udnytte synergierne mellem dem har og derfor har bestyrelsen ansat Jesper Brøckner, tidligere administrerende direktør for Telia Danmark, som koncernchef i fødevaredivisionen Kohberg Bakery Group.

- Med ansættelsen af Jesper Brøckner som koncernchef for Koff-gruppens syv virksomheder i fødevaredivisionen, ønsker vi at signalere et fortsat forretningsmæssigt fokus på vort positive samarbejde med vore kunder og forretningsforbindelser. Jesper Brøckner har en stærk, ledelsesmæssig profil med stort kundefokus og har lavet fantastiske resultater i Telia, siger administrerende direktør i Koff Jesper Fogtmann.

Fra tele til brød
Jesper Brøckner forlod i januar 2011 Telia i Danmark efter ni år som landechef og administrerende direktør. Før det har han haft ledende stillinger som topchef i Thorn Danmark, direktør i Borg & Bigum, koncerndirektør Marketing i Bruhn/Canon Danmark og koncernmarketingchef i Minolta.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at kaste mig over en ny branche og sammen med medarbejderne at deltage i den spændende udvikling som Koff-koncernen er inde i. Samtidig bliver det spændende at arbejde tæt sammen med familie og bestyrelse i koncernen, siger Jesper Brøckner.

Jesper Brøckner er 52 år, gift, har to voksne sønner og får arbejdsadresse i Tåstrup.

Farvel til Jan Gerber
Koncernchef og administrerende direktør for Kohberg Bakery Group, Jan Gerber, fratræder sin stilling og skal herefter varetage posten som direktør for Fakta A/S.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Jan Gerber varmt for hans store indsats i koncernen. Samtidig ønsker jeg ham held og lykke med de nye udfordringer, udtaler Jesper Fogtmann.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11