23948sdkhjf

Sommer: Bone's fik mindste plus siden 2003

Bone's var ikke begejstret for den meget varme sommer i 2018
Bone's, der er kendt for spareribs og softice ad libitum, havde tilbagegang i 2018, da den varme sommer betød færre spisende gæster i kædens restauranter.

Bone's har 25 amerikanskinspirerede restauranter i Danmark og Grønland og tilbyder også takeaway.

Samlet endte overskuddet på 2,7 millioner kroner i 2018, hvilket er et fald fra 8,8 millioner kroner i 2017. Det er samtidig det laveste overskud siden 2003.

Fra omkring slutningen af april til begyndelsen af august havde Bone's ifølge direktør og medejer Jan Vinther Laursen 10-15 procent lavere omsætning end normalt.

- Vi serverer nogle lidt større og tungere måltider, og når vejret er varmt, og solen skinner, så er der flere, der vælger at blive derhjemme ved Webergrillen eller tager til stranden i stedet for at besøge vores restauranter i byerne.

- Så vi håber, at den 100-års-sommer, vi så sidste år, var et engangstilfælde, siger Jan Vinther Laursen.

Han er dog positiv over, at det trods alt endte med et overskud i 2018.

- Vi er glade for, at vi alligevel tjente penge og ikke er belastet af en høj gæld, så vi har plads til at starte nye projekter. Men resultatet er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, siger direktøren.

Jan Vinther Laursen forventer dog - medmindre sommeren igen bliver meget varm - at det lave resultat i 2018 var en enlig svale.

- Vi har store forventninger til 2019, som gerne skal blive bedre end både 2018 og 2017, siger Jan Vinther Laursen.

Bone's åbnede i 1990 i Herning og er siden hen vokset til nu at være i 19 byer i Danmark og i Nuuk i Grønland.

I 2016 solgte de tre stiftere af Bone's deres aktier til Jan Vinther Laursen og to andre investorer.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.235