23948sdkhjf

Kartoffelimperium får ny mand i front

51-årige Jesper Burgaard bliver ny administrerende direktør for KMC. Han afløser Nicolai Hansen, der bebudede sin afgang ved generalforsamlingen i 2018 efter 9 år hos KMC.

Den nye direktør er uddannet kemiingeniør og har en HD i afsætningsøkonomi og har over 20 års ledelseserfaring fra fødevarebranchen. Jesper Burgaard kommer fra en post som Administrerende Direktør hos Scan-Hide, som er den førende producentejede virksomhed i Europa inden for råhuder og halvfabrikata.

Han overtager stillingen i sommeren 2019.

Om valget af Jesper Burgaard siger KMC’s bestyrelsesformand Peter C. Petersen:

- Vi glæder os til at byde Jesper Burgaard velkommen hos KMC. Jesper Burgaard har vist sig som en dygtig leder i stand til at skabe resultater, og vi ser frem til at få en mand med Jespers erfaring og viden med på holdet. Jespers baggrund som topchef i et andelsselskab og en stærk brancheerfaring har været med til at gøre ham til den rette kandidat til posten som direktør.

Ny Administrerende Direktør for KMC, Jesper Burgaard glæder sig også til at tage udfordringen op:

- Jeg ser frem til at komme til en innovativ vækstvirksomhed, som har bygget en stærk markedsposition op. Jeg glæder mig til at blive en del af ledelsen og teamet hos KMC og fortsætte den gode udvikling i virksomheden, siger Jesper Burgaard.

KMC har de seneste år fremlagt en række rekord-regnskaber, og senest fortsat den gode udvikling med en vækst på 10% i 2018.

KMC ejes i fællesskab af de 3 danske kartoffelmelfabrikker "Midtjylland" i Brande, "Sønderjylland" i Toftlund og "Karup Kartoffelmelfabrik" i Karup. Virksomheden er førende inden for produktion, udvikling og salg af kartoffelbaserede ingredienser til fødevareindustrien.

95% af produktionen bliver eksporteret til over 80 lande i verden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125