Fødevarer i fare ved skybruddet
Mange virksomheder har efterspurgt vejledning om kassation af fødevarer, rengøring og desinfektion efter lørdagens voldsomme skybrud over København.
Siden skybruddet har mange virksomheder henvendt sig til Fødevarestyrelsen vedrørende om kassation af fødevarer og hurtig rengøring og desinfektion af lokalerne. Fødevareregion Øst har derfor nedsat en særlig gruppe, som følger op med kontrolbesøg.
Klare retningslinjer
At lokaler og nabolokaler med fødevarer har været oversvømmet med kloakvand, er mere farligt, end hvis en rotte har været på spil, siger udbrudskoordinator Morten Lisby, og derfor har retningslinjerne været klare:
- Alle uemballerede fødevarer og fødevarer med papiremballage kasseres, fx. frugt og grønt og melsække.
- Emballerede fødevarer med vaskbar overflade rengøres og desinficeres fx. dåsevarer og vinflasker. Dog kasseres disse emballerede fødevarer, hvis de har stået i vand.
Der gælder samme retningslinier for emballageartikler, og service og bestik skal også desinficeres med kogende vand eller desinfektionsmiddel. Lokalerne rengøres og desinficeres hurtigst muligt.
Virksomheder, som ikke har varmt vand som følge af problemer med fjernvarmen, kan midlertidigt skaffe nødforsyning af varmt vand ved selv at opvarme vand til rengøring og håndvask.