Thise tager ny datomærkning et skridt videre
Hos Thise Mejeri er man gået et skridt videre og udstyrer samtlige mælkekartoner med en guide, som skal gøre forbrugerne klogere på, hvordan de kan se, dufte og smage sig frem til, om mælken er ok at drikke.
Ifølge Thise-direktør Poul Pedersen har det været vigtigt for Thise Mejeri at sende et tydeligt signal om, at mejeriet tager kampen mod madspild seriøst:
- Vi har gennem årene iværksat en række initiativer for at mindske vores eget spild. “Ofte god efter”-initiativet er et naturligt næste skridt, så vi hjælper med at mindske madspildet ude i køkkenerne. Derfor har vi været hurtige til at tage den nye datomærkning i brug, og derfor har vi brygget videre på initiativet med en guide til, hvordan den enkelte kan bidrage ved at mindske mælkespild, fortæller han i en pressemeddelelse.
Arla indførte den nye mærkning for et par uger siden, og Thise Mejeri har "Ofte god efter" på alle sine letmælks- og sødmælkskartoner fra og med denne uge. I næste uge følger skummet- og minimælk efter.
Ifølge Too Good To Go er flere andre producenter klar til inden længe at lancere "Ofte god efter”. De næste bliver Tenax Sild, og derefter følger Carlsberg og mange flere.