23948sdkhjf

Stor oliebrand standser produktionen hos ingredienskæmpe

Onsdag aften måtte syv brandværn rykke ud til en stor oliebrand hos ingrediensvirksomheden Essentia. Nu står produktionen stille på fabrikken i Gråsten

Hele 45 brandmænd troppede onsdag aften op i et industrikvarter i sønderjyske Gråsten, hvor ingredienskæmpen Essentia Protein Solutions har til huse. Klokken 19.43 indløb meldingen om brand i virksomhedens lokaler, og da de nåede frem, kunne brandfolkene konstatere, der var tale om en oliebrand, der var opstået i Essentias fyrrum. Ifølge Ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi var det mellem 3000 til 4000 liter olie, der stod i flammer på virksomheden. Det skriver JydskeVestkysten.

- Den var fuldt overtændt, da vi kom derud, og det når at brede sig til nogle nærliggende kontorer og et værksted. Vi får det stoppet med massiv køling af tank og tag, fortæller indsatsleder fra Sønderborg Brand og Redning Jeppe Michelsen til avisen.

Han understreger, at der ikke på noget tidspunkt var risiko for, at branden ville brede sig, men ikke desto mindre måtte der tilkaldes assistance fra seks frivillige brandværn, mens også Aabenraa Brandvæsen blev tilkaldt med en skæreslukker. De sidste brandbiler forlod fabrikken ved midnatstid, mens en brandvagt blev på stedet til torsdag morgen.

Forhåbentligt klar til august

Hos Essentia har branden sat en midlertidig stopper for produktionen, men direktør Asger Jacobsen betegner skaderne som begrænsede efter omstændighederne og sætter stor pris på onsdagens indsats fra både medarbejdere og brandvæsen.  

- Heldigvis skete der ingen personskade. Det er det allervigtigste. Vi ved, at branden brød ud i vores fyrrum, og vi er nu ved at klarlægge de nærmere omstændigheder. Branden blev hurtigt opdaget, og alle medarbejdere gjorde det, de skulle til punkt og prikke. Brandvæsnet kom hurtigt, så vi fik minimeret skaderne så meget som muligt, siger Asger Jacobsen til JydskeVestkysten.

Han oplyser desuden til avisen, at produktionen alligevel var på vej mod en nedlukning de næste to uger, og direktøren håber, at fabrikken bliver klar til den planlagte opstart i august.

Først skal det imidlertid klarlægges, hvorfor branden opstod i fyrrummet, hvor den brød ud i en pumpe og en rørledning, og herfra spredte sig til et værksted og kontorer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11