Co-Ro klar med sit topmoderne innovationscenter
Det skriver Frederiksborg Amts Avis, som fortæller, at der ved indvielsen var besøg af 45 af Co-Ros internationale partnere.
Co-Ro har investeret et tre-cifret millionbeløb i den nye, 2.500 kvadratmeter store bygning. Den er tegnet af Henning Larsen Architects og har været to år undervejs siden første spadestik i august 2017.
Ifølge avisen er cirka 100 medarbejdere nu flyttet ind i bygningen, som blandt andet rummer Co-Ros nye innovationslab, hvor fremtidens produkter bliver til.
- Vi har nu et af Europas bedste og mest moderne udviklingslaboratorier, som gør, at vi kan lave bedre produkter og udvikle dem hurtigere. Det er vigtigt i et marked, hvor konkurrencen er stor, fordi vi nu kan være på forkant med morgendagens trends, siger Communication Manager Joakim Vasehus til avisen.