23948sdkhjf

Anuga: Bio Aus Dänemark med hidtil største økostand

Når den kæmpestore, tyske fødevaremesse Anuga foregår i Køln i weekenden og fortsætter indtil næste onsdag, bliver det blandt andet med 23 danske udstillere i en fællesstand fra Bio Aus Dänemark.

Det økologiske netværk blev stiftet for 20 år siden og er siden 1999 vokset fra 7 til nu 39 medlemsvirksomheder.

At 23 af dem nu tager turen til Køln betyder, at årets stand på Anuga - den ottende i rækken - bliver den hidtil største, som Bio Aus Dänemark har stået for alene.

I et tilbageblik på de første 20 år kan kvinden bag Bio Aus Dänemark, Malene Aaris, konstatere, at et stærkt og velorganiseret netværk har vist sig at være en særdeles værdifuld hjælper for små og mellemstore danske fødevarevirksomheder, når det gælder fremstød på eksportmarkederne, primært for at sælge økologiske produkter.

Det var Malene Aaris, der indkaldte til det stiftende møde i Bio aus Dänemark i september 1999, dengang som ansat i konsulentfirmaet Intermark. Kort efter stoppede Intermark denne del af sine aktiviteter, og Malene Aaris forlod firmaet med en aftale om fortsat at være administrator for Bio Aus Dänemark, nu i regi af hendes egen konsulentvirksomhed, MAA.C.

Krise er fortid
Malene Aaris har for længe siden opgivet at holde styr på antallet af salgsaftaler, som Bio Aus Dänemarks medlemmer har fået ud af netværkets aktiviteter. Men hun lægger ikke skjul på, at vejen til succes ind imellem har været hård.

- Vi havde en større krise i 2006-2007. Dengang havde Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer svært ved at acceptere, at de skulle samarbejde med et selvstændigt netværk som Bio Aus Dänemark, og derfor var der et år, hvor vi ikke var med i en dansk stand på BioFach hvilket ellers var vores hovedaktivitet dengang, siger hun med henvisning til økomessen i Nürnberg.

- Men heldigvis er de problemer overstået, og til stor gavn for virksomhederne har vi i dag et rigtig godt samarbejde med både Økologisk Landsforening, Dansk Industri, Syddansk Fødevareklynge og Dansk Akvakultur. De større organisationer kan godt se, at vi kan noget, som de ikke selv kan, siger Malene Aaris.

Den 20-årige er fuld af liv, og fremstødet på Anuga er blot én af en række Bio Aus Dänemark-aktiviteter i år. De har blandt andet omfattet slikmessen ISM i Köln i januar, BioFach i februar og den japanske Foodex-messe i marts. Nu kommer så Anuga, og senere et såkaldt in-house-fremstød, hvor medlemmer af Bio Aus Dänemark besøger en stor tysk detailkæde for at få flere danske produkter ind på tyske supermarkedshylder.

I 2020 kører messehjulet igen, toppet op med andre aktiviteter. Blandt andet er Bio Aus Dänemark ved at lægge planer for, hvordan næste sommers OL i Tokyo kan bruges som platform for et fremstød for danske økologiske nicheprodukter i Japan.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078