23948sdkhjf

Her har pastalinjen aftjent sin værnepligt

Øget efterspørgsel på pasta til frosne færdigretter har fået den fynske frostproducent Ebrofrost til at opgradere sine pastalinjer til dobbelt kapacitet. Den oprindelige linje kunne kun følge med i tre år.

Tre år. Så kort tid tog det for Ebrofrosts pastalinje at aftjene sin værnepligt.

Derfor er den fynske fødevareproducent i disse uger ved at opgradere og indkøre linjen, så produktionskapaciteten fremover bliver fordoblet til godt 1.800 kilo pasta i timen.

- Det er selvfølgelig hurtigt, at den gamle linje blev forældet, men der er simpelthen udsolgt på linjen. Derfor går vi nu dobbelt op på kapacitet, forklarer den administrerende direktør for Ebrofrost i Danmark, Kim Kirkeby.

Automationsgrad sættes op
Kernekompetencen hos Ebrofrost - det tidligere Danrice - er kogning og såkaldt IQF-frysning (Individual Quick Freeze) af fødevarer som pasta, ris og kornprodukter, der efterfølgende anvendes til primært frosne færdigretter i detailhandlen, men også kantinekøkkener.

Især IQF-pasta af den lange type er der øget efterspørgsel på, hvilket er baggrunden for opgraderingen af pastalinjen. Her fremstilles der frisk, lang pasta i ét kontinuerligt flow, som efterfølgende koges og lynnedfryses som små fuglereder.

- Vi har bygget hele den bageste del af linjen om. Tidligere fyldte vi den friske pasta i metalbomme og frøs dem ned, hvilket gjorde det besværligt at få dem ud af bommene. Nu fryser vi pastaen i en spiralfryser og erstatter bommene med genanvendelige plastikbakker, hvilket gør, at vi kan fryse produkterne hårdere og på kortere tid, forklarer Kim Kirkeby.

Samtidig skrues der op for proceshastigheden og graden af automation.

- Der var seks mand til at håndtere den oprindelige linje. Og jeg vil tro, at vi kommer ned på to mand, når vi er helt oppe at køre.

Vækst på alle linjer
Da Ebrofrost i 2013 fusionerede med sin største konkurrent, tyske Keck Spezialitäten, blev al pastaproduktion egentlig placeret i Tyskland. Men på grund af hastig vækst i det segment blev der hurtigt genetableret en produktionslinje i Danmark.

I 2018 producerede linjen i Ørbæk i alt 1.000 ton lynfrossen pasta, der nedfryses i mindre portioner, typisk 30-50 gram, men også i portionsstørrelser op til 300 gram.

- Ud over det industrielle marked går en voksende andel af produkterne til food catering, altså restauranter, kantiner, motorvejscafeterier og så videre, så kunderne selv kan lave portionskontrol af dem, siger Kim Kirkeby.

Pastalinjen er én ud af i alt tre produktionslinjer i Ørbæk. Også de to øvrige produktionslinjer til ris og kornprodukter er blevet opgraderet de senere år, så den største linje i dag kan producere cirka fem ton i timen.

Læs også: Ny trend strammer hygiejnekrav

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063