23948sdkhjf

Friland har hul igennem til USA

Efter mere end to års arbejde med at imødekomme de specielle økologi- og dyrevelfærdskrav fra USA sendes de første produkter fra Friland Økologi nu snart afsted mod USA.

Det oplyser Friland i en pressemeddelelse.

Frilands hårde arbejde kulminerede i sidste uge, da det endelig lykkedes at få åbnet den økologiske port til USA. Tre medarbejdere fra en potentielt stor amerikansk kunde havde siden mandag været på rundrejse i det jyske for at se og foretage den endelige godkendelse af tre økologiske grisebesætninger og slagteriet i Herning.

- Det var en kvalitetsinspektør, en indkøber og kædens dyrevelfærdsansvarlige, vi havde med rundt. De skulle opleve hele grisens rejse fra hytte til slagteri og det var primært dyrevelfærden, de havde fokus på. Og netop på dyrevelfærden sagde de, at det var det højeste niveau, de nogensinde havde oplevet ude på gårdene, siger Johnni Munk, der er Quality Inspector hos Friland.

Tre af Frilands leverandører har sagt ja til at tilpasse deres produktioner, så de lever op til særlige krav til staldgulvenes udformning og til brugen af antibiotika og foder i produktionen.

Mange kontroller
En af de landmænd, der nu skal levere til USA, er Thorbjørn Sørensen fra Branderup, og selv om de nye krav har taget tid at få implementeret, er det ikke dem, der har været den største udfordring ved at få godkendelsen.

- Det har faktisk været kontrollerne. Vi har haft rigtig mange ekstra kontrolbesøg igennem forløbet, og selv om vi har styr på produktionen og har en god egenkontrol, er det alligevel en psykologisk belastning hver gang, siger Thorbjørn Sørensen i pressemeddelelsen.

Friland nævner, at amerikanerne ved deres besøg på slagteriet i Herning, hvor produktionen af produkterne skal foregå, ikke havde en finger at sætte på niveauet af dyrevelfærd.

- Indtransport, bedøvelse og aflivning levede op til kravene. De var også meget imponerede af produkterne. Egentlig havde de kun vist interesse for fire produkter, men efter besøget på slagteriet blev vi enige om, at vi sender dem en række prøver, som de kan vurdere, siger Johnni Munk.

Frilands direktør, Henrik Biilmann, er også glad for, at det hårde arbejde endelig giver pote.

- Der har været rigtig mange mennesker involveret for at få det her til at lykkedes, og alle har arbejdet virkelig professionelt for dette fælles mål. Nu bliver det bare spændende, hvor store mængder de er interesserede i, når ordrerne for alvor begynder at tikke ind, siger Henrik Biilmann.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095