23948sdkhjf

Ny direktør afviser krise hos Brüel

Brüel Systems i Hjørring, der sælger vaskeanlæg til fiskefabrikker, slagterier, mejerier og bagerier, har skiftet direktør. Hovedaktionæren i virksomheden, Peter Jessen fra Nørresundby, har sat sig i chefstolen.

Peter Jessen forklarer til Nordjyske Stiftstidende, at den tidligere administrerende direktør, Git Becker, var ansat på en tidsbegrænset kontrakt. Hun er fortsat med i bestyrelsen.

- Jeg har selv ønsket at komme tættere på forretningen i Brüel Systems og har derfor valgt at tage direktørstolen, siger Peter Jessen.

Brüel Systems fremstiller store, industrielle vaskeanlæg. Virksomheden har eksisteret under forskellige navne siden 1843. I 2015 gik Brüel International konkurs, og kuldsejlingen kostede 60 ansatte jobbet. Men selskabet blev genrejst under det nuværende navn, Brüel Systems A/S, og har været en sand succesfortælling: Solid vækst og gode resultater førte til, at virksomheden for halvandet år siden fik Eksportforeningens pris ”Danish Exporter of the Year”.

For mange store projekter
Men 2018 var økonomisk overhovedet ikke godt for Brüel. Bruttofortjenesten dykkede, og årets underskud efter skat landede på 8,3 millioner kroner.

- Vi havde for mange store projekter, som var for komplekse i forhold til, hvad vi havde ressourcer til at håndtere, siger Peter Jessen til avisen.

Han afviser, at resultatet i 2018 er udtryk for, at Brüel er i krise.

- Det er et lod, som enhver projektvirksomhed har. Enten har man for meget eller for lidt at lave. Desuden brugte vi mange penge på at implementere et nyt styresystem. Det er en klassiker. Man tror, at man ved at indføre et nyt system gør hverdagen lettere, men det koster i starten, for folk skal først lære det nye system at kende, siger Peter Jessen til Nordjyske.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062