23948sdkhjf

Co-Ro har udpeget tre veje til vækst

I årtier har Co-Ro levet solidt på sine tre brands Sunquick, Suntop og Sun Lolly, der hver i sær har klaret sig stærkt på forskellige markeder i Mellemøsten, Nordafrika, Asien og herhjemme. Men siden 2015 hvor Søren Holm Jensen blev hentet fra Carlsberg og sat i spidsen som administrerende direktør, har strategien ændret sig.

Frederikssunds-virksomheden arbejder i dag på to sideløbende strategier for vækst og netop nu er et tredje strategi-ben ved at blive rullet ud.



- Vi har de seneste fire-fem år arbejde på dels at komme ind på flere markeder og dels at udvide vores eksisterende brands, så de findes i flere varianter og kan bruges i flere anledninger. Eksempelvis findes SunTop ikke kun som en drik mere, men også som en is i Mellemøsten. Og Sunquick er ikke længere kun et koncentrat, men findes nu også som ready-to-drink juice. Så ideen er at have ét stærkt brand på et marked, men lade det brand have mange forskellige produkter, fortæller Søren Holm Jensen.

Fabrik i Kenya
Udvidelsen af markeder er også i fuld gang og illustreres bedst af, at man for to år siden byggede en fabrik i Kenya for at komme ind på det østafrikanske marked.

- Vi fokuserer især på at vokse i Asien, men vi har også rimelig stort fokus på Afrika syd for Sahara.

Co-Ros bedst kendte produkt i Danmark, hjemmefrys-isen Sun Lolly, er såmænd også ude på nye jagtmarker.

Læs også: Co-Ro satte ny saftrekord - og har nu fokus på nye markeder


- Den vokser virkelig hurtigt i Tyskland, Holland og Belgien. I de lande er det en niche, for det er ikke så kendt som i Danmark med hjemmefrys-is, men vi er ved at opbygge den produktkategori.

En sund forfriskning
Det næste strategi-ben står på bordet foran os i Søren Holm Jensens hjørnekontor. En spraglet og farverig flaske. Det er et helt nyt brand; MashUp.

- Det her er det første nye internationale brand, vi har lanceret i mere end 20 år. Vi har lavet lokale ting, men det her er første gang i over 20 år, vi har lanceret et helt nyt brand med intention om, at det kan være et globalt produkt, siger Søren Holm Jensen.

- Det er meget spændende men også lidt neglebidende, for produktet har været over et år undervejs og nu er det så ude i handlen i Danmark, siger direktøren.

Læs også: Det er blevet svært at være sød


Smagen er sød og læskende, men hvad den spraglede flaske ikke afslører ved første øjekast, står med lidt mindre bogstaver på etiketten; der er sparet på sukkeret, og det er sket, uden at der er brugt kunstige tilsætningsstoffer eller sødemidler.

- Vi vil ind i denne kategori for sunde refreshments, siger Søren Holm Jensen.

MashUp er Co-Ros første svar på den globale miljø- og sunhedstrend, og det er den første virkelige milepæl, som virksomhedens vitaliserede udviklingsafdeling sender på markedet. Og flere er i pipelinen.

- Alle vores tre strategier understøttes af den store investering, vi har gjort her i vores nybyggede innovationscenter, og det er både for at have det bedste udstyr men også det bedste arbejdsmiljø, så vi kan tiltrække talentfulde medarbejdere.

Læs også: Saft: Det er ikke en ny bygning, det er en ny kultur


Der er gode grunde til at Co-Ro må udvikle sig. Virksomheden har flere af sine vigtigste markeder i Mellemøsten - en kronisk urolig region, som gør markederne sårbare - og så er både forbrugere og regeringer globalt gået i krig mod sukker, og det vil ramme Co-Ros nuværende portefølje.

Tilbage til rødderne
Strategien med at udvikle nye produkter er faktisk en tilbagevenden til Co-Ros egne rødder. Produktudvikling var Co-Ros oprindelige udgangspunkt.

Co-Ro bliver startet i 1942 af brødrene Flemming og Jep Petersen, som udvikler erstatningsprodukter under den tyske besættelsen af Danmark, hvor udenlandske varer er knappe. Siden bliver man underleverandør af essenser til især bageindustrien, men i 1950’erne begynder man at lave koncentrater til juicer.

Den voksende viden om smage og flydende væsker gør, at Co-Ro i 1966 kan udvikle Sunquick, der er en tyktflydende saft, som kan fortyndes hele ni gange uden at miste frugtsmagen. Det gør med ét Co-Ro til en eksportvirksomhed, der begynder at sælge saft i Mellemøsten, Nordafrika og Asien.

Læs også: Arabisk sukkerchok kræver nytænkning hos Co-Ro


I slutningen af 1970’erne udvikler Co-Ro så sine to andre kernebrands; Suntop-juicen der introduceres i Mellemøsten og Sun Lolly hjemmefrys-isen, som lanceres i Danmark.

Opkøb er en mulighed
Opkøb har aldrig været en del af Co-Ros forrening, men sidste år købte Co-Ro for første gang en virksomhed i udlandet, den kinesiske handelsvirksomhed JKD.

Co-Ro er klar til yderligere opkøb og har pengene til det, men det er grundliggende ikke en del af vækststrategien, understreger Søren Holm Jensen.

- Vi har ikke en strategi med at topkøbe andre virksomheder, men hvis vi kan opnå en synergi ved at opkøbe andre, eller de ligger inde med en spændende teknologi, så kan vi være parate til opkøb. Men vi vil ikke bare købe for at vokse.




Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125