23948sdkhjf

Ægtepar fik millioner for sodavandssucces

Salget af sodavandsmærket Macarn til kollegaerne hos Naturfrisk i august indbragte det sønderjyske ægtepar Jan og Camilla Kruse Hansen i omegnen af fem millioner kroner.

Det fremgår af et frisk regnskab fra ægteparrets selskab, der nu hedder The Green Oak.

Årets overskud i selskabet landede på godt 5,6 millioner kroner, hvor der året før stod 362.180 kroner, og den voldsomme stigning kan henføres til salget af Macarn-brandet. Årets resultat er således "påvirket i positiv retning ved salg af varemærkerettigheder", som det hedder i ledelsesberetningen.

Det fremgår også at ledelsen anser resultatet på de 5,6 millioner som værende meget tilfredsstillende.

Ved siden af Macarn-produktionen har ægteparret import og distribution af specialsodavand og lemonader fra Frankrig og Italien, og den del fortsætter uændret - nu med Camilla Kruse Hansen som direktør for The Green Oak, idet Jan Kruse Hansen i forbindelse med salget skiftede til en stilling som salgs- og marketingchef i Naturfrisk Group.

Jan og Camilla Kruse Hansen stiftede Macarn i 2015 i Skærbæk, hvor Jan og Camilla Kruse Hansen begyndte at lave økologiske sodavand hjemme ved køkkenbordet. Senere fik de lavet en aftale med Ørbæk Bryggeri, der er en del af Naturfrisk Group, om, at sodavandene bliver produceret dér, og det var således kendte ansigter, der i august overtog Macarn-brandet.

Naturfrisk og Ørbæk Bryggeri er ejet af Niels og Nicolai Rømer, som i 2016 fik den hollandsk baserede investeringsfond Triodos Organic Growth Fund med i ejerkredsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.009