23948sdkhjf

Fiskefætre kæmper stadig med anlæg til 65 millioner

Det startede for 15 år siden i Egtved med nogle plastikbaljer med vand og en vision om bæredygtigt opdræt af ferskvandsfisken sandart.

I dag producerer AquaPri 350 ton færdig fisk om året på verdens største sandartanlæg på en mark uden for Vejen, hvorfra den sarte spisefisk eksporteres til blandt andet Tyskland og Schweiz.

På trods af de velvoksne tonnager vil direktør og medejer Henning Priess, der ejer virksomheden sammen med sin fætter, Anders Priess, dog gerne endnu højere op i volumen. Store volumener er nemlig afgørende for at gøre opdrættet af den efterspurgte fisk rentabelt.

- Vi er stadig ikke helt der, hvor vi gerne skal være. Vi skal i hvert fald gerne op på 50 ton mere om året, siger Henning Priess.

- Men efterspørgslen er der, og priserne er gode, tilføjer han.

Sandartspionerer
Mens AquaPri - der blev etableret så tidligt som i år 1900 - har årtiers erfaring med at opdrætte ørreder, er sandartseventyret af noget nyere dato.

Virksomheden søgte efter en profitabel ferskvandsfisk at opdrætte og fandt en oplagt mulighed i sandarten, der er en yndet spise i store dele af Centraleuropa, blandt andet i Schweiz, hvor rovfisken ifølge Henning Priess nærmest har samme status som torsken har i Danmark.

Siden 2004 er AquaPri på godt og ondt blevet pionerer inden for kommercielt opdræt af sandart.

- Vi har ingen at læne os op ad. Omvendt kan det vise sig at være vores konkurrencefordel, at vi er pionerer på det her område, lyder det fra Henning Priess.

Et anlæg til 65 millioner kroner
Efter en opstart i Egtved - hvor yngel og opformering af fiskene stadig foregår i dag - blev det meste af produktionen af stordriftshensyn i 2016 flyttet til Vejen Kommune, hvor AquaPri kunne overtage nogle arealer, der oprindeligt var lagt ud som gartnerkoloni - hvilket blandt andet betød, at der allerede var etableret vandforsyning i form af en lokal brønd.

Anlægget har kostet 65 millioner kroner - heraf er de 22 millioner støttekroner fra blandt andet EU - og Henning Priess lægger ikke skjul på, at man stadig ikke har tjent den investering hjem.

- Så man skal tænke sig godt om. Og man skal vurdere om det er sandartopdræt, man vil bruge sine penge på, konstaterer direktøren, der er ansvarlig for salg og forretningsudvikling.

Planer om nyt yngleanlæg
Heldigvis har virksomheden over årene tjent gode penge på virksomhedens ørredopdræt, og Henning Priess er stadig fortrøstningsfuld i forhold til at gøre sandarteventyret til et profitabelt foretagende.

Blandt andet er der planer om at etablere et moderyngleanlæg i tilknytning til produktionen, som kan supplere det eksisterende yngleanlæg i Egtved.

- I og med at vi er de eneste, der for alvor gør det i sandartopdræt, kan vi ikke få fiskene andre steder fra. Så det kunne være rart at have et alternativ til vores andet anlæg, forklarer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084