23948sdkhjf

Han tjener millioner på "verdens bedste bøf"

To år i træk har Slagelse-kødfirmaet JN Meat International vundet "World Steak Challenge", og indehaver John Sashi Nielsen kan derfor kalde sig leverandør af verdens bedste bøf.

Det er en succes, som ikke uventet smitter af på hans økonomi, og egenkapitalen i hans private investeringsselskab er nu oppe på næsten 302 millioner kroner, viser det netop offentliggjorte årsregnskab.

Alene i 2018/19 var der et overskud på næsten 38 millioner kroner, hvoraf de 21 millioner kommer fra JN Meat. Resten kommer fra en stribe andre investeringer, ikke mindst på ejendomsmarkedet, hvor holdingselskabet har placeret over 350 millioner kroner i investeringsejendomme. I alt er der aktiver for over 600 millioner.

John Nielsen etablerede JN Meat i 1980, og hans sans for gode bøffer har altså både i år og sidste år bragt ham helt til tops i "World Steak Challenge", der senest blev holdt i Dublin.

Ved den lejlighed konstaterede han:

- Jamen, det er helt fantastisk.En ting er, at vi vandt steakmesterskabet i 2018, men at vi også vinder her i 2019 er totalt crazy. Det er en vild drøm, som er gået i opfyldelse, og jeg er både glad og rørt over vores passion for at levere verdens bedste kød.

Sejren i Dublin tog han - lige som i London året før - med en finsk steak. Omkring 300 steaks fra hele verden var repræsenteret i konkurrencen, som dommerne afgør via blindtests på udseende, duft, farve, smag, saftighed og mørhed.

- Nu hvor JN Meat International for andet år i træk har vundet verdensmesterskabet, er JN Meat International virkelig kommet på verdenskortet, og kødentusiaster, som ikke tidligere har regnet finsk oksekød for noget specielt, står nu i kø for at købe det finske kød, fastslog John Nielsen også efter at have vundet i Dublin.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093