23948sdkhjf

Tyggegummi skal hjælpe kvinder med at blive gravide

Kan kvinder tygge sig til en bedre chance for at blive gravide? Svaret på det spørgsmål er et hold på 13 studerende fra Københavns Universitet i gang med at finde. Planen er at udvikle et tyggegummi, som præcist fortæller kvinder, hvornår de har ægløsning og på den måde øger deres chancer for at blive gravide.

- Kernen i vores teknologi er at putte en gærbaseret biosensor ind i tyggegummiet, som kan måle mængden af hormonerne østrogen, LH og progesteron, der stiger og falder i løbet af menstruationscyklussen. Tyggegummiet skifter farve alt efter, hvor kvinder er i deres menstruationscyklus og giver et sikkert praj om, hvornår der er bedst chance for at blive gravid, forklarer Jonas Hansen som til daglig er kandidatstuderende på Biologi-Bioteknologi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

Projektet begyndte som det unge forskerholds adgangsbillet til de uofficielle verdensmesterskaber i syntesebiologi for studerende, iGEM, som blev afholdt i Boston i oktober måned. Her klarede holdet sig fremragende og tog en guldmedalje med hjem og flere flotte nomineringer.

- Alle de store universiteter i verden var til stede, og så vidt jeg ved, var det den bedste danske placering nogensinde, og det er vi selvfølgelige virkelig stolte af, siger Ojas Tulsyan, som ligeledes er kandidatstuderende på Biologi-Bioteknologi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

Nemmere og mere præcist at tygge end at tisse
Idéen udsprang af en oplevelse hos en af holdmedlemmernes søster, som havde svært ved at blive gravid. En undersøgelse lavet af Rigshospitalet viser, at 16-26 procent af alle, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem.

- Det er jo et stort problem, at folk ikke kan få børn. Samtidig kunne vi godt lide idéen om at gøre denne type fertilitetstest mere brugervenlig, siger Jonas Hansen, som sammen med resten af holdet har brugt op i mod 40 timer om ugen på projektet oven i deres normale studier.

Ambitionen er at tyggegummiet bliver billigere, lettere og mere præcist at bruge, end de tilbud, der i forvejen er på markedet, som kan måle kvinders fertilitet.

- Det er mere bekvemt at tygge på et tyggegummi fremfor at tisse på en pind. Man kan tage testen lige meget, hvor man er. Vi vil også kunne måle kvinders ægløsning mere præcist, da vores metode måler på tre forskellige hormoner modsat de eksisterende tests, som kun måler på ét hormon forbundet med kvinders ægløsning, fortæller Jonas Hansen.

Forskernes plan er at lave tyggegummiet af bionedbrydelige materialer, så produktet ikke bidrager til mere plastikforurening i verden. Forskerne håber, at de på sigt kan få tyggegummiet ud i supermarkeder og som håndkøbsvare på apoteket i forskellige smagsvarianter. De har allerede den første prototype klar, men der er stadig et stykke vej til et helt færdigt produkt.

- Vores største udfordring lige nu er at optimere alle komponenterne i tyggegummiet og få dem til at spille godt sammen. De skal for eksempel kunne holde til at blive tygget godt og grundigt på og stadig fungerer efter hensigten hver gang, siger Ojas Tulsyan.

Forskerne arbejder også på en app, der skal hjælpe brugeren med nemt at afkode farven på tyggegummiet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109