23948sdkhjf

Hver tredje importør har solgt alt for røde tunbøffer

Fødevarestyrelsen har fundet ulovlige mængder antioxidanter i tunbøffer hos 6 ud af 17 danske importører af tunkød.

Der er tale om antioxidanten ascorbinsyre, der får tunkødet til at se mere rødt og friskt ud.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil på baggrund af fundene skrue op for kontrollen.

- Det er helt uacceptabelt, at der bliver svindlet med tilsætningsstoffer, så forbrugerne ikke kan se, hvad de køber, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Antioxidanterne er ulovlige, hvis de overskrider EU's vejledende grænser.

Fødevarestyrelsen har fundet et indhold af antioxidanter, der var op til syv gange højere end EU's vejledende grænser, i importeret tun hos 6 ud af 17 danske importører.

De ulovlige mængder antioxidanter har ikke gjort tunfiskene farlige at spise.

Men tilsætningsstofferne kan sløre både arten og kvaliteten, og det er efter Fødevarestyrelsens opfattelse vildledning af forbrugerne.

Det er ikke de danske importører, der ifølge Fødevarestyrelsens undersøgelser står bag den overdrevne brug af tilsætningsstofferne. Men de har ansvaret for, at deres varer er uden ulovlige tilsætningsstoffer.

- Min forventning er, at pres fra danske importører og de europæiske myndigheder vil føre til mindre brug af ulovlige tilsætningsstoffer i fremtiden, siger Mogens Jensen.

Fiskene med det ulovlige indhold af tilsætningsstoffer var indført dels fra andre EU-lande, dels importeret fra Vietnam.

Fødevarestyrelsen vil i 2020 udtage cirka 50 prøver af tun til analyse. Sidste år blev der udtaget 24 prøver.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204